Wimbledon

Danskerne ved Wimbledon: Frederik Løchte Nielsen

Frederik Løchte Nielsen vandt doubleturneringen i Wimbledon i 2012.

Danskeren overraskede mange, da han vandt Wimbledons doubleturnering i 2012. Sidste år var han tæt på at gentage det, men i år skal det være igen.

Længere nede i artiklen vurderer TV 2 SPORTs tennisekspert Kenneth Carlsen styrkerne og svaghederne i Frederik Løchtes spil.

Navn: Frederik Løchte Nielsen

Født: 27. august 1983 (35 år)

Største resultat i karrieren: Vandt Wimbledon double 2012

ATP-titler i double: 3 – heraf én på græs (Wimbledon 2012)

Placering på verdensranglisten i double: 41

Bedste resultat i Wimbledon: Vandt doubleturneringen i 2012 med britiske Jonathan Marray

Frederik Løchte gjorde sig for alvor kendt blandt det brede tennispublikum, da han vandt Wimbledons doubleturnering i 2012 med makkeren Jonathan Marray.

Makkerparret var kommet med i turneringen på et wild card og skulle derfor igennem flere højtseedede par for at nå finalen.

Af den grund var der mange, som ikke troede på dem. Men med flot spil og stor opbakning fra det britiske publikum formåede Løchte Nielsen og Marray at stryge helt til tops, som det første wild card-par ved herrernes doubleturnering – begge spilleres klart største resultat til dato.

Frederik Løchte var blot den anden dansker i en senior-Wimbledonfinale og til at vinde en grand slam. Kun Løchtes farfar, Kurt Nielsen, havde opnået det før. Han var i single-finalen ved Wimbledon i 1953 og 1955, mens han vandt US Open i mixed double i 1957.

Frederik Løchte Nielsen (tv.)og Jonathan Marray med beviset på, at de vandt Wimbledons doublerække i 2012.

Sejren betød også, at Løchte Nielsen og Marray kvalificerede sig til sæsonfinalen samme år. Her nåede de til semifinalen.

Frederik Løchte Nielsen har siden spillet med flere forskellige doublemakkere, men han har ikke haft samme succes. Sidste år var han og Joe Salisbury tæt på finalen ved Wimbledon, men tabte i semifinalen.

I dette års Wimbledon spiller danskeren sammen med Robin Haase fra Holland. De to spillede også sammen ved French Open, den seneste grand slam. Her blev de slået ud i tredje runde.

Selvom Frederik Løchte Nielsen har haft mest succes med double har han holdt fast i, at single er hans førsteprioritet. Igennem sin karriere har han spillet mange Challenger-turneringer, men aldrig fået en sejr på den helt store tour, ATP.

TV 2 SPORTs tenniskommentator Kenneth Carlsen har selv spillet double med Frederik Løchte Nielsen, da de begge var aktive. Senere har han været holdkaptajn for Løchte på det danske Davis Cup-hold.

Her giver han sit bud på Frederik Løchte Nielsens styrker og svagheder som doublespiller på græs.

Styrker:

  • Han er en verdensklasse doublespiller. Han har et specielt blik for det taktiske og arbejder rigtig godt sammen med sin makker.

  • Han er god på sine returneringer og flugtninger - han har virkelig et godt touch ved nettet.

  • Supplerer tit sin makker rigtig fint. Frederik er som regel den lidt mere finurlige og uforudsigelige spiller, der kan lave taktiske ændringer.

Svagheder:

  • I grundslagene mangler han lidt i forhåndssiden. Hans baghånd er bedre.

  • Makkeren Robin Haase skal være aktiv oppe ved nettet, når Frederik server. Ellers kunne de to godt blive udfordret i Frederiks serveparti.