Wimbledon

Danskerne ved Wimbledon: Caroline Wozniacki

Caroline Wozniacki strøg helt til tops ved Australian Open i 2018. Det er til dato hendes eneste grand slam-sejr i karrieren. Greg Wood / Ritzau Scanpix

Kommer den danske tennisstjerne endelig forbi fjerde runde ved Wimbledon? Hvordan har hendes fysik det? Og hvor godt passer Wozniackis spil til græs?

Længere nede i artiklen vurderer TV 2 SPORTs tennisekspert Kenneth Carlsen styrkerne og svaghederne i Caroline Wozniackis spil.

Navn: Caroline Wozniacki

Født: 11. juli 1990 (28 år)

Største resultat i karrieren: Vandt Australian Open 2018

WTA-titler: 30 – heraf to på græs (Eastbourne ’09, ’18)

Placering på verdensranglisten: 19

Bedste resultat i Wimbledon: 4. runde (vandt juniorernes Wimbledon i 2006)

Spørgsmålene er mange, når snakken falder på Caroline Wozniackis deltagelse ved dette års Wimbledon.

Den tidligere verdensetter har generelt haft udfordringer på græsunderlaget igennem hele sin karriere. Ud af sine 30 titler på WTA-touren er kun to kommet på græs – begge i Eastbourne i henholdsvis 2009 og 2018.

Og selvom Eastbourne bliver betragtet som den vigtigste optaktsturnering til Wimbledon, så har Wozniackis fine resultater ved turneringen ikke kunne udmønte sig i succes ved Wimbledon.

Danskeren er aldrig kommet længere end fjerde runde, hvor hun er blevet slået ud hele seks gange i sine 13 optrædener i turneringen.

I denne sæson har Wozniacki døjet med forskellige skader og været plaget af sin kroniske leddegigt-sygdom. Det har betydet afbud og hurtige exit af flere turneringer.

Ved den seneste grand slam, French Open, røg Wozniacki allerede ud i første runde. Hendes optakt til den turnering var bestemt heller ikke optimal. Danskeren færdiggjorde ingen af sine to førsterundekampe i turneringerne i Rom og Madrid.

Caroline Wozniacki i kamp ved turneringen i Eastbourne - en optaktsturnering til Wimbledon.

Vi skal dog ikke vildt langt tilbage i tiden for at finde Wozniackis største resultat i karrieren.

Hun strøg til tops i 2018-udgaven af grand slammen Australia Open og hoppede dengang op på førstepladsen på verdensranglisten. En plads, som hun også endte 2010- og 2011-sæsonen på.

Ved dette års Wimbledon er danskeren seedet som nummer 14.

TV 2 SPORTs tennisekspert Kenneth Carlsen har været holdkaptajn for Wozniacki på det danske Davis Cup-hold og har fulgt danskeren tæt gennem hele hendes karriere.

Her sætter han lidt ord på Wozniackis styrker og svagheder ved at spille på græs.

Styrker:

  • Hun bevæger sig godt og er dygtig til at læse spillet. Selvom græsunderlaget er hurtigt, så er det blevet langsommere end tidligere og minder derfor mere om hard court, som er der, Caroline er bedst.

  • Caroline er dygtig til at holde sig tæt på baglinjen og spille hurtigt. På den måde holder hun hele tiden modstanderen beskæftiget.

  • Hendes bedste slag kommer fra baghånden. Det er det slag, hun slår med størst sikkerhed. Men også det slag hun bruger bedst, når hendes selvtillid er faldet lidt.

Svagheder:

  • Hendes andenserv er der ikke meget kraft i. Det er vigtigt, at hun får ordentlig gang i den, for ellers ender hun med at blive for passiv, når hun server andenserven.

  • Når hun mangler træning- og kampform, så bliver hendes grundslag lidt for korte og dermed mere ufarlige.

  • Skaderne og manglende form påvirker også hendes hurtighed og udholdenhed. Det er her, hun plejer at være en af de bedste på touren, når hun er i topform.