Wimbledon

Holger Rune har aldrig spillet på græs - tror alligevel på sejren i Wimbledon

Holger Rune har aldrig spillet en turnering på græs. Alligevel så tror han på, at han kan vinde Wimbledon.

Det store danske tennistalent Holger Rune rejser torsdag til London for at forberede sig på sæsonens næste store mål. Juniorturneringen i Wimbledon.

Som altid foregår den traditionsrige turnering på græs. Og netop det grønne underlag har det 16-årige tennistalent aldrig tidligere stiftet bekendtskab med i sin korte karriere.

- Jeg har aldrig spillet en turnering på græs før. Jeg er meget spændt på det, fortæller Holger Rune til TV 2 SPORT.

- Jeg har hørt mange forskellige ting. Altså at det skulle være anderledes. Bevægelserne, det hele er glattere og bolden hopper ikke så højt. Jeg har trænet rigtig hårdt og intenst. Arbejdet med en masser serv og returneringer som er meget vigtigt på græsset. Jeg føler mig klar og glæder mig til udfordringen.

Der er heller ikke de store bekymringer at finde hos Holger Runes træner. Den tidligere danske topspiller Kenneth Carlsen.

- Han skal koncentrere sig om at spille sit eget spil. Når han kommer på græsset kommer der nogle små justeringer, men han skal jo have den samme intensitet. Han skal jo ikke lige pludselig ændre sin spillestil. Rent spillemæssigt kan han slå alle, forklarer Kenneth Carlsen til TV 2 SPORT.

Det er hellere ikke mere end en lille måned siden, Holger Rune satte en fed streg under sit talent ved at vinde årets anden Grand Slam-turnering, French Open, på det røde grus i Paris.

Selvom det unge danske tennishåb ikke har tæsket tennisbolde afsted henover et græstæppe før, ændrer det ikke ved ambitionerne.

Kan du vinde?

- Med hårdt arbejde og den rigtige indstilling tror jeg på, det kan lade sig gøre. Jeg synes ikke, det er en udfordring, at jeg ikke har spillet på græs før. Jeg har lige en uge inden Wimbledon til at få øvet det. Så det skal nok gå, lyder det optimistisk fra Holger Rune.

- Jeg glæder mig rigtig meget og er rigtig spændt. Det kan kun blive en god oplevelse.

Holger Rune med beviset på sejren i French Open.

Kan få fat i ranglistens førsteplads

Det grønne græs har Holger Rune og alle andre tennisspillere i Danmark ikke mulighed for at træne på inden for landets grænser. Danmark har nemlig ikke én eneste græsbane.

Dem har de derimod masser af i nærheden af Wimbledon-anlægget i London. Det bliver her Holger Rune kommer til at finpudse græsspillet, inden juniorturneringen starter i anden uge af Wimbledon.

Som om et nyt Grand Slam-trofæ ikke er nok motivation for den unge dansker, så kan Holger Rune også overtage førstepladsen på juniorernes verdensrangliste med en sejr i Wimbledon.

- At blive nummer ét er det, man arbejder for. Det er mit mål, så det vil jeg da rigtig gerne, siger Holger Rune, der lige nu er nummer to på verdensranglisten, til TV 2 SPORT.

Wimbledon begynder mandag den 1. juli og slutter den 14. juli. Det er i turneringens sidste uge, Holger Rune og morgendagens øvrige tennisstjerne kommer i aktion.

Du kan se Wimbledon på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.