Wimbledon

Andy Murray håber på at møde sin bror i Wimbledon

Andy Murray kan møde sin bror, Jamie Murray, i tredje runde i Wimbledon. Andrew Couldridge / Ritzau Scanpix

I tredje runde af herredoubleturneringen i Wimbledon kan Andy Murray møde storebror Jamie Murray.

Den tidligere verdensetter Andy Murray er i tenniskarrierens efterår, og når Wimbledon begynder i næste uge, stiller den 32-årige brite ikke op i herresingle, men i herredouble, ligesom han har gjort i de seneste uger.

Selv om doublerækkerne sjældent får den store opmærksomhed i grand slam-turneringer, har lodtrækningen allerede sørget for de første overskrifter. I tredje runde er det muligt, at den står på et brødremøde mellem Andy Murray og storebror Jamie Murray.

Andy Murray håber, at de to indledende runder baner vejen for et familietræf.

- Efterhånden som turneringen nærmer sig, synes jeg, at det kunne have været sjovt at spille sammen med ham. Det føles lidt mærkeligt, at vi begge to er med i doubleturneringen uden at spille sammen.

- Men det vil være fedt at spille mod hinanden, så vi får det minde sammen. Selv om det vil være en svær opgave for os, vil det være fedt at få muligheden, siger Andy Murray ifølge AFP.

Andy Murray stiller op sammen med franskmanden Pierre-Hugues Herbert, mens Jamie Murray stiller op sammen med briten Neal Skupski.

Karrieren lakker mod enden

Under grand slam-turneringen Australian Open i januar måtte en knust Andy Murray forlade turneringen med hofteproblemer. Han gav ved den lejlighed udtryk for, at et snarligt karrierestop var en reel mulighed.

Jeg har set, hvordan min fremtid ser ud, hvis jeg ikke skal spille tennis

Andy Murray

Efter en operation er Murray blevet smertefri, men han har samtidig forliget sig med tanken om, at tenniskarrieren lakker mod enden.

- Jeg har set, hvordan min fremtid ser ud, hvis jeg ikke skal spille tennis, og jeg er tilfreds med, hvad jeg har set.

- Jeg er sikker på, at hvis jeg stopper med at spille tennis i morgen, så skal jeg nok nyde mit liv. For et år siden kunne jeg ikke forestille mig et liv uden tennis. Det er noget, som alle atleter har svært ved at forestille sig, siger Andy Murray.