Wimbledon

Henvendte sig til tilskuer under kamp: - Kan du stoppe med at larme?

Den australske tennisspiller rettede skarp kritik af både publikum og linjedommere i sin førsterunde kamp ved Wimbledon.

Nick Kyrgios spillede sig i dag videre til anden runde. Men undervejs tyrede han bolden ud af arenaen i ren frustration over en linjedommer.

Den karakteristiske tennisspiller klagede højlydt til kampens hoveddommer, efter flere forkerte kald fra linjedommerne.

- Det burde ikke være sådan. Vågn nu op, udbrød Nick Kyrgios undervejs i tredje sæt.

I dagens kamp mellem de to landsmænd Nick Kyrgios og Jordan Thompson var det langt fra kun spillet på banen, der var i fokus.

Begge spillere brokkede sig begge flere gange under kampen over alt fra tilskuere til linjedommere. Under kampen henvendte Kyrgios sig direkte til en kvindelig tilskuer.

- Kan du ikke stoppe med at larme, tak.

Og i andet sæt fulgte han så op på bataljen med den, ifølge ham, højlydte kvindelige tilskuer.

- Seriøst, den kvinde er så højlydt. Hun har en højtråbende samtale kørende. Det er så åndssvagt.

Brokkede sig over manglende bøde

Det er ikke ligefrem nyt, at Nick Kyrgios får opmærksomhed for udbrud under kampe. Så sent som i forrige uge blev han idømt en både i omegnen af 115.000 kr. for at kaste sin ketsjer ud af anlægget.

Men nu mener Kyrgios, at det ikke kun er spillere, der skal idømmes bøder. Undervejs i dagens kamp fik han i hvert fald sat store spørgsmålstegn ved, hvorfor en linjedommer, der havde lavet et klart fejlkald, ikke kunne idømmes bøder.

- Jeg spiller for flere hundrede tusinde dollars her. Hvorfor bliver linjedommeren ikke idømt en bøde. Fortæl mig det. Hvorfor?

- Bliver han idømt en bøde? Hvorfor bliver han ikke idømt en bøde?, spurgte Nick Kyrgios undrende kampens hoveddommer.

Også Jordan Thompson stillede store spørgsmålstegn ved linjedommernes kvalitet.

- Hver gang et parti bliver tæt, bliver linjedommerne endnu mere spændte end spillerne. Det er utroligt, sagde Jordan Thompson undervejs.

For at vise, hvor utilfredse spillerne var med dommernes kald, skete der undervejs noget yderst skældent. Nick Kyrgios rådede nemlig sin modstander til at tage en challenge på en bold, som Kyrgios af linjedommeren fik dømt inde, men som Kyrgios ganske ret så, var bolden ude, og Thompson tog pointet.

Nick Kyrgios vandt kampen 3-2 i sæt, og er derfor klar til anden runde, hvor selveste Rafael Nadal venter på torsdag. Den kamp kan du følge direkte klokken 12 på TV 2 PLAY.