Wimbledon

Williams beæret over idolstatus hos 15-årigt stortalent: - Jeg elsker hende

Den blot 15-årige Cori Gauff besejrede sensationelt Venus Williams i sin første kamp ved Wimbledon nogensinde.

Du kan se Cori Gauffs andenrundekamp direkte på TV 2 Play cirka klokken 20.00 onsdag aften.

Kan du huske, da du var teenager? Dengang var din væg formentlig plastret til med plakater af dine idoler.

Sådan har det også været på 15-årige Cori Gauffs værelse, hvor billeder af Serena og Venus Williams prydede væggen.

Men for hendes vedkommende er idolerne på papirplakaterne skiftet ud med kød og blod. Mandag mødte hun nemlig Venus Williams i første runde ved Wimbledon, og her vandt det unge tennistalent med cifrene 6-4 6-4.

Nu er det ikke længere blot Cori Gauff, der kigger Williams-søstrenes vej. Serena Williams er nemlig stolt over at være rollemodel for den unge amerikaner.

- Ærligt talt føler jeg mig beæret over, at jeg har hængt på hendes væg i en periode af hendes liv.

- Hun vil snart hænge på andre pigers værelser. Det er fedt, fordi det vil gå videre fra generation til generation, sagde Serena Williams ifølge mediet Express efter sin førsterundekamp.

Hun har altid været min favoritspiller

Cori Gauff om Serena Williams, januar 2017

Da Cori Gauff vandt over Venus Williams, udnyttede hun situationen til at sige et par betydningsfulde ord til den syvfoldige grand slam-vinder.

- Jeg ville ikke være her, hvis det ikke var for hende. Jeg fortalte hende, at hun inspirerede mig. Jeg har altid villet fortælle hende det, men jeg har aldrig haft modet til at sige det, fortalte det 15-årige stortalent efter sejren over Venus Williams.

Idol siden barnsben

Tilbage i 2017 fortalte Cori Gauff til ESPN, at Serena Williams, Venus Williams, Madison Keys og Sloane Stevens var hendes yndlingsspillere. I den anledning fortalte hun også, at hendes ultimative favoritspiller var Serena Williams.

Cori Gauff mødte Serena Williams første gang som otte-årig, hvor hun fik en autograf af hende på en tennisbold. Ved et andet møde blev det også til et par minutter på tennisbanen.

- Det var sjovt og en fantastisk oplevelse.

- Hun har altid været min favoritspiller. Jeg fik lov til at serve et par gange imod hende, fortalte den bare 12-årige Cori Gauff til ESPN i 2017.

Nu har de to spillere mødt hinanden flere gange, og det er ikke kun den unge amerikaner, der nyder godt af det.

- Jeg elsker bare Coco (red., Cori Gauffs kælenavn) og hendes familie.

- De er bare virkelig søde. Hendes far er en god fyr. Hun er ret sej og fantastisk, sagde Serena Williams efter sin første kamp ved årets Wimbledon.

I anden runde møder Cori Gauff slovakiske Magdaléna Rybáriková, der er nummer 139 i verden.