Wimbledon

16-årige dansker kan gå hele vejen i Wimbledon, siger Kenneth Carlsen

Holger Rune mener selv, at han er klar til få skudt gang i sit Wimbledon.  TV 2 SPORT

Holger Rune kan ikke vente med at serve Wimbledon i gang.

Det danske tennistalent Holger Rune tager mandag hul på verdens største tennisturnering, når han møder svenskeren Kevin Chahoud i første runde af juniorernes turnering ved Wimbledon.

Det er første gang, den unge dansker får æren af at spille en kamp på verdens vel nok mest berømte tennisanlæg, og det er noget, Holger Rune har set frem til længe.

- Jeg er spændt på det. Jeg glæder mig virkelig, fortæller den 16-årige dansker til TV 2 SPORT.

Han har spillet til at kunne vinde den

Kenneth Carlsen, træner og tidl. topspiller

Det er ikke mindre end en uge siden, Holger Rune for første gang nogensinde spillede en kamp på græs, da han var med i juniorturneringen i Roehampton, hvor danskeren nåede semifinalen.

Selvom erfaringen med det grønne underlag ikke er den største, så har han opskriften på succes klar mod Chahoud, der ligger nummer 44 på juniorernes verdensrangliste.

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg skal bare ind og spille mit eget spil, og så tager vi den derfra. Jeg er spændt på det og glæder mig ufattelig meget, lyder det fra det danske tennishåb, der er nummer to på verdensranglisten for juniorer.

Kan drive det til det helt store

Det er ikke mere end en måned siden, Holger Rune for alvor viste, at potentialet i tennisarmen er ganske stort.

Her vandt danskeren juniorernes French Open. Og ifølge TV 2 SPORTs tennisekspert Kenneth Carlsen, der også er træner for Holger Rune, er det ikke utænkeligt, at han igen kan juble over et Grand Slam-trofæ.

- Han har spillet til at kunne vinde den, lyder den klare udmelding fra Carlsen, der dog påpeger den begrænsede erfaring på græs som en af udfordringerne for succes.

Den tidligere tennisspiller er dog ikke i tvivl om, at Holger Rune med tiden kan veksle de store forventninger til en flot tenniskarriere på topniveau.

- Hans forhånd kan blive en af de bedste i verden. Han er en meget komplet spiller. I mine øjne har han potentialet til at blive en kæmpe stjerne, men én ting er at have potentialet, noget andet er at forløse det, forklarer Kenneth Carlsen.

Én, der allerede har vundet Wimbledon, er Frederik Løchte Nielsen, der i 2012 sejrede i doubleturneringen. Han forudser også en stor fremtid for den bare 16-årige Holger Rune.

- Jeg tror, han har det, der skal til for at nå helt til tops. Han har troen, arbejdsindsatsen, spillet og fysikken. Det er ikke alle, der vinder French Open som 16-årig med tre år tilbage som junior. Der er ikke nogen grænser for ham, siger Frederik Løchte Nielsen til TV 2 SPORT.