Wimbledon

Forbløffet Halep om triumf: Har ingen græsbaner i hjemlandet

Simona Halep var euforisk over at vinde Wimbledon for første gang.

Simona Halep kaldte det karrierens bedste kamp, da hun slog Serena Williams på 56 minutter i Wimbledon-finale.

Tennisspilleren Simona Halep kunne lørdag pynte sit cv med en Wimbledon-titel efter en suveræne sejr over Serena Williams i finalen.

Sidste år vandt hun French Open, men det stod ikke umiddelbart skrevet i stjernerne, at hun også havde kvaliteterne til at triumfere på det hurtige græsunderlag i London.

Ikke desto mindre skete det lørdag med en sejr på 6-2, 6-2 på 56 minutter over Serena Williams.

Jeg spillede den bedste kamp i mit liv

Simona Halep

Rumænske Halep er også selv lidt forbløffet.

- Hvornår jeg begyndte at tro på, at jeg kunne Wimbledon? Det gjorde jeg tidligere i dag, siger Halep på pressemødet efter kampen.

- I Rumænien er French Open større, fordi man kun spiller på grus, og vi tidligere har haft vindere i French Open. Vi har ikke engang en græsbane i Rumænien. Men internationalt set er Wimbledon størst. Tennis er jo født her.

Halep virkede ekstremt fokuseret i kampen mod Williams. I løbet af bare 11 minutter førte hun 4-0 i første sæt, men det skænkede hun ikke en tanke.

- Jeg tænkte overhovedet ikke på stillingen. Men da jeg førte 5-2 i andet sæt, kiggede jeg på pointtavlen og tænkte, "ok, det er virkelighed", fortæller Halep.

Kampen i Singapore

Hun har ellers ikke de bedste erfaringer med at møde Serena Williams. Før finalen lørdag havde Halep tabt ni ud af ti kampe mod amerikaneren.

Halep kunne dog bruge den enlige sejr til at finde optimisme. I gruppespillet ved WTA Finals i 2014 vandt hun nemlig med hele 6-0, 6-2.

- Jeg tænkte på den kamp i Singapore. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre for at bringe Serena i problemer. Jeg skulle være aggressiv på alle bolde og ikke lade hende komme ind i kampen, for så er hun stærk.

- Men jeg fokuserede kun på kampen og mit eget spil, for tænkte jeg på Serena, ville jeg blive intimideret, lyder det fra Halep.

Hun medgav, at alt gik op i en højere enhed på dagen.

- Jeg spillede den bedste kamp i mit liv. Jeg er stolt af den og hele min turnering. Jeg ville det bare så meget, og jeg er bare så glad, nu hvor det er blevet til virkelighed, siger Halep.

Den tidligere verdensetter avancerer med triumfen til fjerdepladsen, når ranglisten opdateres mandag.