Halep knuser Williams på 56 minutter i Wimbledon-finalen

Simona Halep er for første gang i karrieren Wimbledon-mester.

Serena Williams - Simona Halep

  • Første sæt: 2-6
  • Andet sæt: 2-6
  • Finalen varede 56 minutter
  • Simona Halep vandt sin anden Grand Slam-titel
  • Spillerne var seedet 11 og 7

Simona Halep var for første gang i karrieren i Wimbledon-finalen, og dermed sikrede hun sig også sin første titel på det legendariske tennisanlæg.

Det var hendes anden Grand Slam-titel. Sidste år vandt hun French Open.

Serena Williams havde chancen for at tangere Margaret Courts rekord fra 1973, hvor hun vandt sin 24. Grand Slam-titel. Williams står fortsat noteret for 23, heraf 7 i Wimbledon.

Sådan forløb kampen

/ritzau/

Den 37-årige Serena Williams var helt ved siden af sig selv i hovedparten af kampen, som Halep styrede fra første til sidste bold.

Williams stod i sin 32. grand slam-finale i single, men i begyndelsen optrådte hun som én, der aldrig havde prøvet det før.

Hun virkede nervøs og var helt uden timing i sine slag. Både server og forhænder gik i nogle tilfælde uprovokeret mere end en meter ud af banen.

De seneste 10 mestre

  • 2019: Simona Halep (Rumænien)
  • 2018: Angelique Kerber (Tyskland)
  • 2017: Garbiñe Muguruza (Spanien)
  • 2016: Serena Williams (USA)
  • 2015: Serena Williams (USA)
  • 2014: Petra Kvitova (Tjekkiet)
  • 2013: Marion Bartoli (Frankrig)
  • 2012: Serena Williams (USA)
  • 2011: Petra Kvitova (Tjekkiet)
  • 2010: Serena Williams (USA)

Rumæneren var derimod blændende og ekstremt fokuseret. Hun bragte sig lynhurtigt foran med 4-0 på bare 11 minutter, og selv om Williams kom lidt bedre med, så blev det aldrig spændende. 6-2 på 26 minutter.

Andet sæt blev nærmest en gentagelse, selv om Williams fulgte med til stillingen 2-2.

Med til historien om en uvant skidt spillende Williams hører det også, at Halep spillede nærmest fejlfrit kampen igennem.

Serena Williams og Simona Halep spillede mod hinanden i finalen ved Wimbledon. Video: Malthe Henriksen

Hun slog en god portion vindere, men det mest bemærkelsesværdige var, hvordan hun var i stand til at returnere stort set alt fra Williams.

Flere gange slog Williams en potentiel vinder, som Halep slog kontra på, så hun vandt bolden. Den ene gang gav Williams efter og klappede af sin modstander.