Djokovic er Wimbledon-mester efter historisk afgørelse mod Federer

Wimbledon-finalen blev for første gang nogensinde afgjort i en tiebreak, og her vandt serbiske Novak Djokovic.

Novak Djokovic - Roger Federer

  • Første sæt: 7-6 (7-5)
  • Andet sæt: 1-6
  • Tredje sæt: 7-6 (7-4)
  • Fjerde sæt: 4-6
  • Femte sæt: 13-12 (7-3)
  • Djokovic vandt sin femte Wimbledon-titel
  • Det var hans 16. Grand Slam-triumf
  • Finalen varede 4 timer og 55 minutter
  • Det var den længste Wimbledon-finale i herresingle nogensinde

Sådan forløb kampen

/ritzau/

I 11 år har man kaldt 2008-finalen i Wimbledon mellem Rafael Nadal og Roger Federer for verdens bedste tenniskamp.

Den blev måske ikke overgået søndag, men den fik en konkurrent, særligt hvad angik drama. Og hvad angår længden, blev den overgået, da Novak Djokovic slog Roger Federer i fem sæt.

Søndagens finale varede 4 timer og 55 minutter og overgik dermed 2008-finalen, den hidtil længste, med ni minutter.

Den fortjente ikke en taber, men Federer måtte til sidst erkende nederlaget. Djokovic vandt med cifrene 7-6, 1-6, 7-6, 4-6, 13-12.

De seneste 10 vindere

  • 2019: Novak Djokovic (Serbien)
  • 2018: Novak Djokovic (Serbien)
  • 2017: Roger Federer (Schweiz)
  • 2016: Andy Murray (Storbritannien)
  • 2015: Novak Djokovic (Serbien)
  • 2014: Novak Djokovic (Serbien)
  • 2013: Andy Murray (Storbritannien)
  • 2012: Roger Federer (Schweiz)
  • 2011: Novak Djokovic (Serbien)
  • 2010: Rafael Nadal (Spanien).

Kampen kunne endda have været endnu længere, men en ny regel foreskriver, at man i Wimbledon spiller tiebreak ved stillingen 12-12 i femte sæt.

Den vandt Djokovic med 7-3, efter Federer tidligere i sættet havde misbrugt to matchbolde i egen serv.

Dermed kan den serbiske verdensetter Novak Djokovic fortsat kalde sig den øjeblikkelige konge af Wimbledon. Søndag forsvarede han sin titel og tog den femte titel på græsset i London og 16. grand slam-titel i alt.

Dermed nærmer han sig så småt Federers 20 af slagsen.

Og man må altså bare tage hatten af for Djokovic. I det meste af søndagens finale sad man med fornemmelsen af, at Federer var bedst. I hvert fald i de fire første sæt.

Men Djokovic var ikke til at slippe af med, selv om han kun var mentalt til stede i hvert andet sæt.

Han slog uimodståeligt sine vindere med den største selvfølgelighed og var en mester i at kulminere, når pointene var vigtigst. Som da første, tredje og femte sæt skulle afgøres i tiebreak.

Det blev blot understreget af, at Djokovic ikke havde haft en eneste breakbold, da han bragte sig foran med 2-1 i sæt.

Federer udførte nærmest alt til perfektion i første sæt. Spektakulære vindere og finurlige stopbolde fik tidligt Centre Court i ekstase.

Det er bare ikke altid nok mod Djokovic. Serberen kan være sublim og samtidig få det til at se naturligt ud. Som om han dårligt anstrenger sig. Han blev ved med at hænge på og slog så til, da Federer i et minut faldt i niveau.

Efter et sæt med bare én breakbold, som Federer missede med en forceret forhånd, var schweizeren i en fordelagtig position i tiebreaken foran med 5-3.

Men så kom de nærmest første uprovokerede fejl fra Federer. Djokovic tog fire på stribe og vandt tiebreaken 7-5 efter en times spil.

På forhånd havde man talt om, at Federer skulle vinde første sæt for at kunne vinde kampen. Men han lod sig slet ikke slå ud, og omvendt lignede Djokovic en mand i dvale fra begyndelsen af andet sæt.

I løbet af ti minutter havde Federer brudt to gange og bragt sig foran 3-0, og så var der ikke mere at rafle om i det sæt. I ren paradekørsel snuppede Federer sættet med 6-1 på 25 minutter.

Efter et toiletbesøg var Djokovic igen klar til at tage kampen op. Det resulterede i et sæt med suveræne servepartier. Igen faldt den eneste breakbold ud til Federer, men en stærk serv reddede Djokovic. Ny tiebreak.

Her viste Djokovic igen sin utrolige evne til at peake på rette tidspunkt, mens Federer igen dykkede. Djokovic bragte sig på 5-1, og selv om Federer reducerede til 4-5, snuppede serberen sættet ved at vinde sine to næste server.

Mens tredje sæt lignede det første, kom fjerde sæt til at ligne det andet. Igen kom Djokovic på banen mat i udtrykket, og igen brød Federer to gange, så føringen lød 5-2.

Djokovic bragte lidt spænding tilbage i sættet ved at bryde for første gang i kampen, men Federer servede sættet rent hjem i andet forsøg til 6-4.

I femte sæt kom Djokovic igen bedre med, ikke mindst i Federers servepartier. Det gav tre breakbolde ved stillingen 2-1, men det var først i schweizerens næste parti, at serberen brød til 4-2.

Så lignede han en vinder. Men Federer slog tilbage og brød til 3-4. Nu blev noget af kampens bedste tennis præsenteret for tilskuerne, og brølet var enormt, da Federer udlignede til 4-4.

Spillemæssigt blev kampen kun bedre og bedre, som sættet skred frem. Nu kulminerede spillerne på samme tidspunkt.

Der blev holdt serv indtil 7-7, men så kom Djokovic i problemer trods foran 30-0. Federer vandt de fire næste bolde afsluttende med et passérslag og brød til 8-7. Jublen var øredøvende.

Nu skulle schweizeren blot serve det næste parti hjem. Han servede sig suverænt til to matchbolde, men dramaet ville ikke ophøre. Djokovic svarede tilbage, vandt fire bolde i træk og udlignede til 8-8.

Spillerne holdt derefter serv indtil 12-12, og så måtte man ty til endnu en tiebreak for at afgøre turneringen.

Igen var Djokovic bedst, da det spidsede allermest til. Han spillede sig til tre matchbolde og vandt 7-3. Og gjorde en ende på et drama, man vil tale om i mange år fremover.