Djokovic kommer til at overgå Federer, mener kommentator

Novak Djokovic nærmer sig med høj hastighed rekorden som den spiller med flest Grand Slam-titler i historien.

Den længste Wimbledon-finale i herresingle fandt sin vinder.

Novak Djokovic besejrede Roger Federer efter 4 timer og 57 minutter, hvor serberen undervejs var nede med to matchbolde.

Desuden blev finalen historisk, da det var den første til at blive afgjort i tiebreak i femte sæt ved stillingen 12-12.

- Det var en af de mest vanvittige Wimbledon-finaler, der nogensinde er spillet. Et fantastisk drama, siger TV 2 SPORTs tenniskommentator Henrik Jensen.

- Vi fik lov til at være i selskab med to af de bedste tennisspillere gennem tiden. Det var de små marginaler, der var afgørende. Djokovic var tæt på at tabe, men når at vende tilbage og vise, han er en af de store mestre nogensinde i tennissporten.

Kommer til at overgår Federer

Med sejren er den serbiske tennisspiller oppe på 16 Grand Slam-titler i karrieren. To færre end Rafael Nadal og fire efter Roger Federer, som besidder rekorden for flest Grand Slam-titler.

Respekten var stor mellem Novak Djokovic og Roger Federer efter den tætte finale.
Respekten var stor mellem Novak Djokovic og Roger Federer efter den tætte finale. Foto: Laurence Griffiths / Pool / Ritzau Scanpix

På nær French Open har Djokovic de seneste år været dominerende i Grand Slam-turneringerne. Ifølge Henrik Jensen har verdensetteren også gode chancer for ikke kun at vinde flere titler - men også overgå Federer.

For mens schweizeren i en alder af 37 år nærmer sig slutningen på sin karriere, har 32-årige Djokovic mere fremtid foran sig.

- Der er min og flere eksperters fornemmelse, at Federer skulle have vundet over Djokovic (i søndagens finale, red.) for måske at holde ham væk fra rekorden. For med den form, som Djokovic er i nu, kommer han til at overhale Federer og stå med flest Grand Slam-titler i karrieren.

Tidligere var det en stor ting for mig

Roger Federer om at have rekorden for flest Grand Slam-titler

Djokovic: Afhænger ikke kun af mig selv

Den nykårede Wimbledon-mester vil ikke selv udtale sig om det i lige så klare vendinger. For der er andre faktorer end formen.

- Det afhænger af, hvor lang tid jeg vil spille. Og så afhænger det ikke kun af mig selv men også omstændighederne i mit liv.

- Jeg er ikke kun en tennisspiller. Jeg er en far og en mand. Man bliver nødt til at balancere tingene. Selvfølgelig skal du have de rette omstændigheder og den rette støtte, for at tingene går den rigtige vej, sagde Djokovic på pressemødet efter finalen.

Motivationen er anderledes

Roger Federer kan også godt mærke, at hans finalemodstander nærmer sig rekorden. Men det er ikke noget, der bekymrer den ottedobbelte Wimbledon-mester.

- Tidligere var det en stor ting for mig. At du først er tæt på, at du tangerer og siden slår rekorden. Det var stort.

- Det har været anderledes siden, fordi jagten naturligvis ikke er den samme. Jeg får motivation andre steder fra. Ikke så meget at forblive foran, for hvis folk slår rekorden, er det fint med mig. Du kan ikke beskytte alt alligevel, siger Federer.

Novak Djokovic vandt finalen 7-6 (7-5), 1-6, 7-6 (7-4), 4-6, 13-12 (7-3).