'Uforståeligt' nederlag til Wozniacki : - Hun har fået en dårlig tendens

For anden gang på godt to måneder røg Caroline Wozniacki ud af en turnering trods storspil i første sæt.

Anden runde i den store Rogers Cup blev endestationen for Wozniacki, der i denne uge har taget hul på forberedelserne til årets sidste Grand Slam-turnering, US Open.

Caroline Wozniacki var oppe mod verdens nummer 63, Iga Swiatek, der fik plads i turneringen via kvalifikationen.

Danskeren vandt første sæt i sikker stil med 6-1, men faldt så sammen og tabte.

- Det var et meget skuffende og også lidt uforståeligt nederlag. Hun har desværre fået en dårlig tendens med at spille et rigtig godt første sæt og så gå i stå, blive passiv og næsten ikke lave nogen vinderslag. Det var det, der skete i det her opgør mod en ung polsk spiller, som spillede sin chance og en god kamp. Men stadig en modstander, som Wozniacki burde have slået i to sæt, siger TV 2 SPORTs tenniskommentator Henrik Jensen.

Mangel på selvtillid

Han bakkes op af Wozniackis bror, Patrik Wozniacki, der også kommenterede kampen mod Swiatek.

- Hun mangler selvtillid og tro på tingene, og så mangler hun kynisme. Det er anden gang i år, hun smider en kamp, hvor hun vinder første sæt så klart og er overlegen. Så overlader hun initiativet til modstanderen ved at stå og spille i modstanderens favoritside. Hun spiller dem varme, og så taber hun grebet om kampen. Det er fuldt fortjent, at Swiatek vinder kampen. Jeg synes, hun spiller bedst i de to sidste sæt, siger han.

I slutningen af maj røg Wozniacki ud af French Open i første runde, selvom hun i overlegen stil vandt første sæt over Veronika Kudermetova med 6-0.

Faktisk blev Wozniacki også slået ud i Eastbourne en måned senere trods sejr i første sæt på 6-2 over Aryna Sabalenka.

- Det er bekymrende, at der sker et eller andet i hendes spil, hvor hun mister momentum, selvom hun får en god start. Hun servede meget, meget godt i første sæt, men så går hun i stå. Hun bliver bleg og sådan lidt usikker på sig selv, og så er det for let for modstanderen at stå og trykke alle de her vinderslag mod hende, siger Henrik Jensen.

Når ikke langt på den måde

I næste uge spiller Wozniacki WTA-turneringen i Cincinnati, før det gælder US Open, hvor danskeren to gange er nået frem til finalen.

Men hvis hun skal have succes i de to turneringer, er der en del af arbejde med, mener Henrik Jensen.

- Hun når ikke langt i de turneringer, hvis hun ikke formår at spille for fuld damp og får slået en masse bedre slag over en hel kamp og ikke bare er god i ét sæt.

US Open starter den 26. august.

Turneringen i Cincinnati spilles fra på mandag og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.