Andy Murray gør comeback i single med metalhofte

16x9
Andy Murray har tidligeret toppet verdensranglisten. Foto: Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

Andy Murray stiller op i single i turnering i Cincinnati senere i august, meddeler briten på Facebook fredag.

Tennisstjernen Andy Murray er tilbage i single. Nu med en ny hofte af metal.

Det meddeler briten fredag på Facebook, hvor han offentliggør, at han har modtaget et wildcard og stiller op i single i den store Masters 1000-turnering Western & Southern Open, der begynder i Cincinnati 11. august.

Det sker, efter at 32-årige Murray ikke har spillet singletennis siden Australian Open i januar.

- Følelsen, når man accepterer et wildcard i single i Cinci ..., skriver Andy Murray på Facebook fredag, hvor beskeden er ledsaget af et foto af tennisspilleren med knyttet hånd.

That feeling when you accept a wildcard for the singles in Cinci... #LetsDoThis #HereWeGo

Posted by Andy Murray on Friday, August 9, 2019

Murray luftede drømmen om at stille op i turneringen for nylig i forbindelse med ATP-turneringen i Washington, hvor han stillede op i double.

- Jeg vil spille singlekampe, så snart jeg føler mig klar til det. Jeg vil træne i single, og jeg spiller kampe i double hver uge, så må vi se, hvornår jeg bliver klar.

- I bedste fald spiller jeg single i Cincinnati. Hvis jeg ikke kommer til det, så venter jeg nok til efter US Open, for jeg vil ikke have, at min første turnering skal være bedst af fem sæt, sagde Andy Murray ifølge AFP.

Efter Australian Open i januar gennemgik Andy Murray en hofteoperation, så han nu har en metalhofte. I juni gjorde han turneringscomeback, da han spillede double i Queens, og efterfølgende har han deltaget i Wimbledon og flere andre turneringer.

Andy Murray har tidligere toppet verdensranglisten, men han er aktuelt langt nede på listen.

Han vandt US Open i 2012 og Wimbledon i 2013 og 2016.