Williams og Osaka mødes for første gang siden skandaløs finale

16x9
Naomi Osaka og Serena Williams' US Open-finale sidste år bliver primært husket for Williams' raseri mod dommeren. Foto: Timothy A. Clary / Ritzau Scanpix

Både Serena Williams og Naomi Osaka er videre til kvartfinalen i Rogers Cup.

Se kampen mellem Osaka og Williams natten til lørdag klokken 1 på TV 2 PLAY.

Kvartfinalen i WTA-turneringen Rogers Cup i Toronto bliver en storkamp mellem tennisspilleren Serena Williams og verdens nummer to, japanske Naomi Osaka.

Det står klart, efter at amerikaneren og japaneren natten til fredag dansk tid spillede sig videre i to tætte kampe.

Naomi Osaka slog Caroline Wozniackis banemand, Isa Swiatek fra Polen, med 7-6, 6-4, mens Williams vandt sin kamp mod Ekaterina Alexandrova med 7-5, 6-4.

Beskyldte dommer for sexisme

Dermed er der lagt op til det første møde mellem de to, siden Williams tabte til Osaka i US Open-finalen i 2018, der var præget af Williams' gentagne raseriudbrud mod kampens dommer.

Williams var stærkt utilfreds med en række kendelser, hvor hun blandt andet blev nægtet at tale med sin coach under kampen, hvilket ikke er tilladt. Senere fik hun også point- og partistraf for raseriudbrud, hvor hun smadrede ketcheren og siden forlangte, at han trak sit udsagn om, at hun havde modtaget coahing, tilbage.

Serena Williams råbte ad dommer Carlos Ramos og beskyldte ham for sexisme under US Open-finalen sidste år.
Serena Williams råbte ad dommer Carlos Ramos og beskyldte ham for sexisme under US Open-finalen sidste år. Foto: Usa Today Sports / Ritzau Scanpix

Efter finalen beskyldte hun ham for sexisme efter nogle kendelser, hun mente, aldrig var blevet dømt mod mandlige spillere.

Finalen kom derfor til at handle om Serena Williams' optrin end det faktum, at japaneren vandt sin første Grand Slam-turnering i karrieren - endda over sit store barndomsidol.

Serena Williams kendte endnu ikke sin kvartfinalemodstander i Rogers Cup efter sin sejr, men det gjorde Naomi Osaka, da hun senere sikrede mødet mellem de to spillere.

- Jeg glæder mig virkelig. Jeg så hende, da jeg voksede op, så når jeg får chancen for at spille mod hende, føles det som en oplevelse, man kun får én gang i livet, siger Osaka til WTA's hjemmeside.

- Jeg har en følelse af, at jeg skal vise hende mine ever. "Se, hvad jeg kan." Jeg går ind til kampen med den mentalitet, og jeg er virkelig taknemmelig for at få chancen for at spille mod hende.

Kampen spilles tidligst klokken 1 natten mellem fredag og lørdag og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.