- Wozniacki er drænet for selvtillid, siger hendes bror

Efter et nyt tidligt exit er Caroline Wozniacki hårdt ramt på selvtilliden forud for US Open.

Med under to uger til sæsonens sidste Grand Slam-turnering, US Open, kæmper den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki med at finde formen.

Tirsdag morgen led den 29-årige dansker et nyt skuffende nederlag, da hun tabte til den bare 19-årige ukrainer Dayana Yastremska i første runde af WTA-turneringen i Cincinnati.

Turneringen fungerer som optakt til US Open i New York.

- Hun virker til at være drænet for selvtillid og tro på tingene. Der mangler kynisme på breakboldene og de chancer, hun får i løbet af kampene, lyder vurderingen fra Caroline Wozniackis bror, Patrik Wozniacki, der er tenniskommentator på TV 2 SPORT.

Kan blive farlig efter et par sejre

Nederlaget på 6-4, 6-4 var Wozniackis andet i træk, efter at hun i sidste uge tabte til polske Iga Swiatek i anden runde af WTA-turneringen i Toronto. Og nedturen kommer i en sæson, hvor Caroline Wozniacki endnu ikke har vundet en turnering.

Derfor er Patrik Wozniacki da heller ikke særlig optimistisk forud for US Open, der begynder 26. august, men han håber, at hans søster er i stand til at tanke selvtillid undervejs i turneringen.

- Det er svært at træne, for det er noget, man skal spille sig til.

- Jeg håber, at når hun rammer US Open - et sted hvor hun godt kan lide at spille, og hvor publikum elsker hende - at det ligesom kan drive hende frem. Og når hun så endelig har vundet et par kampe, kan hun blive rigtig farlig, siger Patrik Wozniacki.

Der er lodtrækning til US Open 22. august.