Tilskuere gjorde Djokovic opmærksom på resultatet af FCK's kamp

16x9
Novak Djokovic spillede sin første kamp siden Wimbledon-triumfen i juli. Foto: Pool / Ritzau Scanpix

Få minutter inden sin egen kamp sad verdensetteren og så kampen mellem Røde Stjerne og FC København.

Novak Djokovic havde allerede høj puls, inden han overhovedet var trådt ind på banen til sin kamp mod Sam Querrey i Western & Southern Open.

For den serbiske tennisstjerne sad og så sit yndlingsfodboldhold Røde Stjerne spille. Og det gik ikke stille for sig.

Her kunne han se holdet spille sig videre i Champions League-kvalifikationen efter en dramatisk straffesparkskonkurrence mod FC København.

Jubel i omklædningsrummet

Med 22 spark kom afgørelsen dog så sent, at han først kunne juble få minutter inden, han selv skulle på banen og præstere. Og det satte muligvis sit aftryk på kampens begyndelse.

Det fortalte verdensetteren selv, efter han havde vundet kampen 7-5, 6-1.

- Det var måske derfor, jeg var lidt nervøs i begyndelsen, for indtil tre minutter før jeg skulle på banen, hoppede jeg op og ned i omklædningsrummet.

Jeg ved det. Jeg så det

Novak Djokovic til serbiske tilskuere

- Jeg varmede op og så kampen med Coach Goran (Ivanisevic, red.) og hele det eks-jugoslaviske hold. Det var virkelig fantastisk. Stort tillykke til hele holdet. Specielt Borjan (Røde Stjernes målmand, red.). At forsvare så mange straffespark, det har jeg aldrig set før i mit liv, sagde Djokovic ifølge Blic Sport i et interview på banen efter kampen.

'De vandt'

Hvis Djokovic ikke havde set fodboldkampen inden sin første kamp siden Wimbledon-triumfen, blev han hurtig gjort opmærksom på resultatet.

For da han gik ind i arenaen og skulle til at sætte sin taske, blev der råbt efter ham. Det viser et klip, som ATP har offentliggjort på sin Twitter-side.

Det var serbiske tilskuere, som kendte Djokovic' kærlighed til Røde Stjerne. De ville gøre opmærksom på, hvad kampen blev.

- Zvezda (Røde Stjerne, red.) vandt, min bror, lød det fra tilskuerrækkerne.

Novak Djokovic var på plads til en Champions League-kamp mellem Røde Stjerne og Paris Saint-Germain i sidste sæson. Djokovic havde et halstørklæde fra Røde Stjerne rundt om halsen.
Novak Djokovic var på plads til en Champions League-kamp mellem Røde Stjerne og Paris Saint-Germain i sidste sæson. Djokovic havde et halstørklæde fra Røde Stjerne rundt om halsen. Foto: Andrej Isakovic / Scanpix Denmark

- Jeg ved det. Jeg så det, lød det med et smil fra Djokovic, inden han gik i gang med sin opvarmning.

Novak Djokovic er forsvarende mester i turneringen. I næste runde møder han Pablo Carreno Busta, som slog 13. seedede John Isner ud.