Tennis

- Kyrgios' opførsel er ikke godt for sporten, mener Andy Murray

Nick Kyrgios deler vandene. Nogle elsker australieren, andre kan ikke udstå ham. Aaron Doster / Ritzau Scanpix

Andy Murray mener ikke, Nick Kyrgios' opførsel er noget positivt for tennissporten. Roger Federer nægter at forholde sig til australieren.

Den 24-årige australier Nick Kyrgios viste nok engang sit voldsomme temperament frem på tennisbanen, da han natten til torsdag røg ud af Western & Southern Open til Karen Khachanov.

Flere gange måtte kampens dommer, Fergus Murphy, stå model til diverse eder fra den vrede australier, der også forlod banen uden tilladelse, kastede ting efter dommeren og smadrede flere af sine ketchere.

En uværdig opførsel, der bestemt ikke klæder tennissporten. Så klar var beskeden fra den tidligere verdensetter og en god ven af Nick Kyrgios, britiske Andy Murray.

- Jeg talte en lille smule med Nick efter kampen. Det var ikke godt (Nick Kyrgios' opførsel, red.), forklarede Andy Murray til BBC.

Undervejs i kampen fik Kyrgios både en advarsel og en pointstraf for sin opførsel, da han ikke kunne skjule sin utilfredshed med kampens dommer.

- Det er den værste dommer nogensinde. Den værste dommer i spillet. Helt ærligt. Hver gang jeg spiller, laver han noget dumt. Hver gang, råbte australieren.

Ifølge Andy Murray skulle dommer Murphy have slået langt hårdere ned på den voldsomme opførsel fra Kyrgios.

- Jeg havde ondt af kampens dommer Fergus Murphy. Han skulle ikke have fundet sig i det.

Mens Andy Murray gerne ville udtale sig om det seneste eksempel i en lang række af uheldige episoder med Nick Kyrgios i centrum, havde den schweiziske stjerne Roger Federer ikke lyst til at bruge tid på episoden.

- Jeg så det godt. Men jeg vil ikke kommentere på det. Det er jeg ikke rigtig i humør til, sagde Roger Federer på et pressemøde under amerikanske turnering, som schweizeren også selv er slået ud af.

Dette er ikke et uvant billede. Nick Kyrgios kaster med sin ketcher i raseri.

Kyrgios har fået kæmpe bøde

Efter kampen og de mange skærmydsler besluttede mændenes professionelle tennisorganisation da også at tildele Nick Kyrgios én af tennissportens største bøder nogensinde.

Således fik australieren torsdag besked om, at han skal betale lige knap 759.000 kroner for sit seneste optrin.

Det er langtfra første gang gennem sin karriere, at den udadreagerende superserver har fået en bøde for dårlig opførsel. Ser man alene på Kyrgios' 13 største bøder i karrieren, løber de op i hele 1,7 millioner kroner.

- Det er jo op til ham. Han har lige vundet en turnering i Washington, hvor han gjorde det godt og hjalp sig selv, men i denne uge gik han tilbage til sit gamle jeg. Man håber virkelig, at han lærer af det her, for det er ikke godt for tennissporten, lød det fra Andy Murray til BBC.

Måske karantæne på vej

Det er dog langtfra sikkert, at det seneste udbrud kun ender med at få økonomiske konsekvenser.

Således meddeler ATP, at de 'ser nærmere på episoden', der ifølge tennisorganisationen kan føre til 'yderligere bødestraf og/eller suspension'.

Bliver 24-årige Nick Kyrgios straffet med karantæne, vil det ikke være første gang. I 2015 fik han udover en bøde på 167.000 kroner også en karantæne på 28 dage.

Det skete, efter han under en kamp mod Stanislas Wawrinka sagde til schweizeren:

- Kokkinakis knalder din kæreste. Jeg er ked af at sige det, lød det fra Kyrgios, der henviste til, at den australske tennisspiller Thanasi Kokkinakis havde været sammen med den kvindelige tennisspiller Donna Vekic, som Stanislas Wawrinka angiveligt havde et forhold til.

Kyrgios har endnu ikke forholdt sig til den seneste situation. Det er bare blevet til et enkelt kryptisk opslag på Instagram fra den hårdtslående australier, der blot består af et billede fra den famøse kamp mod Karan Khachanov ledsaget af en smiley.