Supertalent trækker sig fra US Open på grund af fars død

16x9
Amanda Anisimova har trukket sig fra US Open på grund af sin fars pludselige død. Foto: Philippe Lopez / Ritzau Scanpix

Amerikanske Amanda Anisimova stiller ikke op til US Open næste uge. Mandag blev hendes far fundet død.

Mandag ramte en sand tragedie tenniskomenten Amanda Anisimova.

Hendes far og tennistræner, Konstantin Anisimov, blev fundet død. Det bekræfter Anisimovas agent til amerikanske ESPN.

Dødsfaldet får også konsekvenser får Anisimovas sportslige optrædener. Den 17-årige amerikaner har således meldt afbud til US Open, der er årets sidste grand slam.

Anisimova ligger lige nu nummer 24 i verden. Hun er blevet trænet af sin far i det meste af sin karriere – og det med stor succes.

Semifinale i French Open

På trods af sin alder har Anisimova, hvis forældre flyttede til USA fra Rusland før hendes fødsel, leveret fine resultater på i flere år.

I 2017 vandt hun juniorernes udgave af US Open, og året efter nåede hun kvartfinalen ved Indian Wells og helt til finalen i turneringen i Hiroshima.

Denne sæson må alligevel siges at have været amerikanerens bedste. I april vandt hun WTA-turneringen i Colombia og en måned senere nåede hun helt til semifinalen ved grand slam-turneringen French Open.

Undervejs i den turnering slog hun Aryna Sabalenka og Simona Halep – to spillere fra verdensranglistens top-10 – inden Anisimova tabte til den senere vinder, Ashley Barty.

Derfor var der også store forventninger til Anisimova til det kommende US Open på hjemmebane.

Amanda Anisimova selv har ikke kommenteret på sagen endnu.