Tennis

Williams og Sharapova åbner US Open mod hinanden

Williams har taget titlen seks gange, senest i 2014, mens russiske Sharapova vandt turneringen i 2006.

Serena Williams fik den noget nær værst tænkelige lodtrækning, da hun møder den useedede Maria Sharapova.

Der venter et sandt mestermøde i første runde af US Open i tennis.

Torsdagens lodtrækning til den kommende grand slam-turnering i New York artede sig således, at Serena Williams skal op mod Maria Sharapova.

De to tidligere verdensettere har tilsammen vundet US Open syv gange.

Williams har taget titlen seks gange, senest i 2014, mens russiske Sharapova vandt turneringen i 2006.

De to spillere har haft en mangeårig rivalisering, men de har aldrig mødt hinanden ved US Open.

I 21 indbyrdes møder har Serena Williams været bedst med 19 sejre og to til Sharapova.

Amerikanske Williams er nummer otte på verdensranglisten, mens russeren er helt nede som nummer 87.

Som useedet har Sharapova været en frygtet modstander for de fleste i første runde.

Danske Caroline Wozniacki har fået en anderledes overkommelig lodtrækning, da hun åbner mod kineseren Yafan Wang, der er nummer 50 på ranglisten.

US Open begynder på mandag og spilles over to uger.