Tennis

Komet sender Wozniacki ud af US Open

Wozniacki er ude af US Open. Don Emmert / Ritzau Scanpix

Den danske tennisspiller fandt aldrig ind i sit spil, og hun er ude af årets sidste Grand Slam.

Caroline Wozniacki formåede ikke at spille sig i ottendedelsfinalen i US Open.

Det er facit efter kampen i tredje runde lørdag, hvor danskeren tabte i to sæt til Bianca Vanessa Andreescu med 4-6, 4-6.

15.-seedede Andreescu havde også vundet de to spilleres hidtil eneste opgør tidligt i 2019, og hun dominerede størstedelen af kampen på Arthur Ashe Stadium.

​Caroline Wozniacki - Bianca Vanessa Andreescu: 4-6, 4-6

  • Wozniacki er nummer 19 i verden
  • Andreescu er nummer 15 i verden
  • Kampen varede i 1 timer og 34 minutter
  • I næste runde skal Andreescu møde Taylor Townsend, der er nummer 116 i verden

Sådan forløb kampen

I en lidt usikker indledning på kampen fra begge spillere resulterede de to første partier i servegennembrud. Men herfra fandt kampen lidt rytme.

Andreescu forsøgte at nedbryde Wozniacki med sit tunge grundspil, men få spillere på WTA Tour får flere bolde retur end den danske fighter.

Det gav flere flotte dueller og tætte partier, hvor begge spillere holdt serv frem til 3-3.

I det syvende serveparti lykkedes det så den 19-årige canadier at bryde Wozniacki igen.

Og som i flere af de øvrige partier blev publikum forkælet med flere flotte slag, hvor Andreescu lige leverede et par mere, som gav hende partiet.

Det break blev afgørende, da begge spillere holdt serv i resten af sættet, som endte 6-4 i canadisk favør.

Wozniacki spillede rigtig godt, men unge Andreescu beviste bare, at hun er på vej mod verdenstoppen med stormskridt.

Efter første sæt fik danskeren behandling, da hun havde problemer med den ene ankel, men det så ikke ud til at hæmme hende.

Den canadiske modstander gav bare masser af prøver på, hvorfor hun trods flere måneders skadespause i år stadig har vundet to WTA-titler - blandt andet Indian Wells.

Med to servegennembrud fra begyndelsen af andet sæt bragte Andreescu sig foran 3-0, inden Wozniacki tændte et lille håb om et comeback ved at bryde tilbage til 1-3.

Og danskeren gav flere prøver på sit fighterhjerte. Straks efter var hun nede 0-40 i egen serv, men hun kæmpede sig forbilledligt tilbage og reducerede til 2-3.

Det lysnede for alvor, da hun med endnu et break udlignede til 3-3, og så var alt åbent i sættet igen.

Selv om Andreescu brød sig i front med 4-3, så knækkede Wozniacki ikke. Hun brød øjeblikkeligt tilbage til 4-4, og nerverne så ud til at have indfundet sig hos canadieren.

Men de nerver var helt væk i partiet efter. Canadieren bombede Wozniacki i sænk og kunne kort efter serve sig i ottendedelsfinalen.