Tennis

Serena Williams hylder Wozniacki for kamp mod sygdom

Caroline Wozniacki får støtte af Williams. Stan Honda / Scanpix Denmark

Caroline Wozniacki, der lørdag røg ud af US Open, fik sidste år konstateret den kroniske sygdom leddegigt.

Caroline Wozniacki røg lørdag ud af US Open efter nederlag i tredje runde til 19-årige Bianca Andreescu fra Canada.

Alligevel får den danske tennisspiller ros med på vejen af sin kollega og veninde Serena Williams, der har stor respekt for Wozniackis kamp mod sin kroniske gigtsygdom.

- Jeg føler mig meget, meget tæt på Caroline. Jeg bliver bare ved med at opmuntre hende, og jeg har været så overvældet over at se, hvad hun gør, og hvad hun bliver ved med at gøre, siger Williams til Ekstra Bladet.

Wozniacki fortalte sidste efterår, at hun havde fået konstateret sygdommen leddegigt.

Den amerikanske tennisstjerne har selv haft udfordringer med helbredet og blev blandt andet ramt af blodpropper i lungerne, efter at hun for to år siden fødte sin datter.

- Jeg kender alt til de stunder uden for kameraernes søgelys og væk fra banen, og jeg synes bare, at hun er så tapper, når hun bliver ved at gøre det, hun gør, og på det niveau, siger 37-årige Williams til Ekstra Bladet.

Mens Wozniacki er færdig i US Open, spillede Williams sig søndag videre til kvartfinalen med en sejr i to sæt over kroaten Petra Martic.

I jagten på sin 24. grand slam-titel møder hun i næste runde kineseren Wang Qiang, der overraskende slog andenseedede Ashleigh Barty ud af turneringen.