Schweiziske Bencic stormer i semifinale i US Open

16x9
Belinda Bencic jubler over sejren og pladsen i semifinalen ved US Open. Foto: John G. Mabanglo / Ritzau Scanpix

22-årige Belinda Bencic er for første gang i karrieren i en grand slam-semifinale efter sejr over Donna Vekic.

Tennisspilleren Belinda Bencic kan være på vej mod karrierens største resultat.

Onsdag spillede den 22-årige schweizer sig videre til semifinalen i US Open med en sejr på 7-6, 6-3 over kroaten Donna Vekic.

Det er første gang, at Bencic er kommet så langt i en af de fire store grand slam-turneringer.

Første sæt mod Vekic udviklede sig til en gyser, der blev afgjort i en tiebreak.

Belinda Bencic spillede sig frem til tre sætbolde og missede de to første, inden hun vandt tiebreaken med 7-5.

I andet sæt fulgtes de to spillere ad frem til 3-3, inden det begyndte at tippe schweizerens vej. Herfra vandt verdensranglistens nummer 12 tre partier i træk og lukkede kampen.

I sin foregående kamp slog Belinda Bencic den regerende US Open-mester og verdensetter, Naomi Osaka, i to sæt.

Hendes hidtil bedste grand slam-resultat kom i 2014, hvor hun nåede kvartfinalen i US Open.

I semifinalen skal Bencic op imod canadiske Bianca Andreescu eller Elise Mertens fra Belgien. Det var Andreescu, der i tredje runde stoppede Caroline Wozniacki i New York.