Serena Williams knuser kineser i US Open

16x9
Sejren over Qiang Wang var Serena Williams' sejr nummer 100 ved US Open. Foto: Jason Szenes / Ritzau Scanpix

Den amerikanske tennisspiller Serena Williams slog overbevisende kinesiske Qiang Wang 6-1, 6-0 ved US Open.

Den amerikanske tennisveteran Serena Williams er videre til semifinalen i US Open efter kun 44 minutters spil.

I to hurtige sæt i kvartfinalen slog 37-årige Williams, der har 23 grand slam-turneringssejre i bagagen, let 18.-seedede Qiang Wang fra Kina med cifrene 6-1, 6-0.

Wang fik ikke et ben til jorden i kampen, hvor hun kun vandt 15 point mod Serena Williams' 50.

Der venter en noget sværere modstander i semifinalen for Serena Williams. Her skal amerikaneren op mod ukrainske Elina Svitolina, der er nummer fem på WTA's verdensrangliste. Serena Williams ligger nummer otte.

Svitolina er den højst seedede spiller tilbage i turneringen. I kvartfinalen slog hun britiske Johanna Konta.

Sejren over Qiang Wang var Serena Williams' sejr nummer 100 ved US Open. Hun har vundet turneringen seks gange. Senest i 2014.

- Det er helt utroligt. Fra da jeg begyndte her som 16-årig, troede jeg aldrig, at jeg skulle nå 100 sejre, siger Williams efter kampen.

Wang havde inden kvartfinalen vist storform og slået verdens nummer to og forsvarende French Open-vinder, australske Ashleigh Barty, ud.

- Når jeg spiller mod én, der spiller rigtigt godt, ved jeg, at jeg enten skal skrue op for mit niveau eller tage hjem. Jeg var ikke klar til at tage hjem endnu, siger Williams.

Vinder Serena Williams US Open, udligner hun australske Margaret Courts rekord på 24 grand slam-titler. Den seneste var ved netop US Open i 1973.