US Open-triumf sender canadier i top-5 i verden

16x9
Bianca Andreescu med US Open-trofæet. Foto: Timothy A. Clary / Ritzau Scanpix

Bianca Andreescu stormer frem på WTA-ranglisten med spring på ti placeringer efter turneringssejr i New York.

Den 19-årige US Open-vinder Bianca Andreescu rykker op på femtepladsen på verdensranglisten.

Det fremgår af den rangliste, som WTA har offentliggjort mandag.

Finalesejren over Serena Williams i New York sender canadieren ti placeringer frem på listen fra en 15.-plads.

Andreescu startede året som nummer 107 i verden, men fire turneringssejre har ført hende et monsterskridt frem.

Den hidtidige verdensetter, japanske Naomi Osaka, betaler samtidig prisen for, at hun røg ud i fjerde runde og var langt fra at forsvare sidste års US Open-titel.

Osaka ryger ned på fjerdepladsen og må afgive førstepladsen til australske Ashleigh Barty. Også Karolína Plísková fra Tjekkiet og ukrainske Elina Svitolina går forbi japaneren.

Caroline Wozniacki går en anelse frem på den opdaterede rangliste, hvor hun er nummer 17. Danskeren rykker to placeringer frem.

Wozniacki tabte i tredje runde til den senere US Open-vinder Andreescu.

Djokovic fastholder førsteplads

På herresiden er der ikke de store ændringer i toppen. Novak Djokovic topper ranglisten foran Rafael Nadal, der fortsat er nummer to efter sin sejr i US Open. Roger Federer er nummer tre.

Russiske Daniil Medvedev rykker en placering frem som nummer fire, efter at han nåede finalen i New York.

Højdespringerne på den opdaterede liste er Matteo Berrettini og Grigor Dimitrov, der begge nåede semifinalerne i US Open.

Italienske Berrettini er nummer 13 efter et spring på 12 placeringer. Dimitrov fra Bulgarien tager et gevaldigt hop på 53 placeringer til nummer 25.