Tennis

Danske tennisherrer taber til Tyrkiet trods comeback

Frederik Løchte Nielsen og Johannes Ingildsen gav danskerne håb, da de i lørdagens første kamp slog Sarp Agabigun og Altug Celikbilek i en herredouble.

Danmark gik fra 0-2 til 2-2 i kampe, men tabte den femte og afgørende kamp mod Tyrkiet i Davis Cup.

De danske tennisherrer kunne ikke fuldende et ellers flot comeback, da Holger Rune og co. lørdag spillede de sidste kampe mod Tyrkiet i Davis Cup.

Det hele endte med et nederlag på 2-3 i kampe til tyrkerne i Vejlby-Risskov Hallen i den nordlige del af Aarhus.

Danmark gik ind til lørdagens kampe med ryggen mod muren, efter at de første to kampe fredag begge var endt med nederlag.

Men Frederik Løchte Nielsen og Johannes Ingildsen gav danskerne håb, da de i lørdagens første kamp slog Sarp Agabigun og Altug Celikbilek i en herredouble.

Tyrkerne tog ellers første sæt efter tiebreak, men danskerne kom tilbage og vandt andet og tredje sæt med henholdsvis 6-3 og 6-4.

Det gav det danske tennishåb Holger Rune mulighed for at udligne til 2-2 i kampe i sin herresingle. Den mulighed greb Rune, der slog Cem Ilkel i to sæt med cifrene 7-6, 6-4.

Så var det op til Christian Sigsgaard, der var med efter et afbud fra Mikael Torpegaard, at fuldende det danske comeback.

Sigsgaard fik en skidt start mod Altug Celikbilek og tabte første sæt 1-6. I andet sæt kom danskeren bedre med. Efter at samtlige partier blev vundet i spillernes egne udlæg, skulle der tiebreak til for at finde en vinder.

Her var danskeren bagud det meste af tiden, og så kunne tyrkeren til sidst vinde ikke blot sættet, men også kampen og det samlede opgør med danskerne.

Davis Cup-opgøret var i Europa/Afrika Gruppe II, der er det tredjehøjeste landsholdsniveau i tennis.

Danmark kunne med en sejr have fået mulighed for at spille på et højere niveau næste år.