Wozniackis sæson er slut efter nederlag i Kina

Naomi Osaka var for stor en mundfuld for Caroline Wozniacki, som ellers havde vundet 20 sæt i træk ved China Open inden semifinalen.

For første gang i karrieren gik Caroline Wozniacki fra banen som taber i en kamp mod Naomi Osaka lørdag eftermiddag.

Semifinalen ved China Open blev endestation for danskeren, der tabte kampen i to sæt med 4-6 og 2-6 til den japanske favorit. Inden turneringen havde danskeren meldt ud, at det blev hendes sidste i denne sæson, hvorfor hendes 2019-sæson slutter uden en titel.

Caroline Wozniacki - Naomi Osaka

  • Første sæt: 4-6
  • Andet sæt: 6-2
  • Wozniacki havde inden kampen vundet 20 sæt i træk i China Open
  • Wozniacki havde vundet begge indbyrdes møder tidligere
Statistik for kampen.
Statistik for kampen. Foto: TV 2 SPORT

Referat

Af Ritzau

Wozniacki, der er nummer 19 i verden, var godt med i starten af kampen, og duellanterne fulgtes pænt ad frem til stillingen 4-4.

Derfra tog Osaka, der er nummer fire i verden, tre partier i træk, og det betød ikke bare et vundet første sæt, men også et brud i starten af andet sæt.

Forskellen på de to spillere viste sig især på de afgørende point, hvor Osaka var skarpest.

Wozniacki, der er seedet som nummer 16 i turneringen, missede en breakmulighed, da hun havde chancen i slutningen af første sæt.

Og Osaka udnyttede med et flot vinderslag ved en af sine breakmuligheder til at bringe sig foran 5-4 i første sæt.

I andet sæt fortsatte problemerne for Wozniacki, som blev brudt for tredje gang i kampen og kom bagud 1-5.

Der var nu lang vej til et dansk comeback, og det kom heller ikke mod den stærkt spillende fjerdeseedede japaner.

Trods en reducering til 2-5 holdt Osaka efterfølgende serv og vandt kampen i to sæt.

I finalen skal Osaka møde Ashleigh Barty, der er nummer et i verden. Tidligere lørdag vandt Barty med 6-3, 3-6, 7-6 over hollandske Kiki Bertens.