Tennis

- Jeg var nervøs i starten, siger Holger Rune

Holger Rune spiller torsdag sin anden kamp ved sæsonfinalen. Daniel Leal-olivas / Ritzau Scanpix

Holger Rune fik en god start på juniornes sæsonfinale, da han besejrede Bu Yunchaokete i to sæt.

Efter en lidt vaklende start i kampen mod sin kinesiske modstander kunne Holger sikre sig den bedst mulige start på sæsonfinalen i Chengdu i Kina.

Tidligt i kampen reddede den danske teenager tre breakbolde i sit andet serveparti, og i det efterfølgende serveparti forsøgte Holger Rune sig selv med en breakbold, men heller ikke han kunne sætte sig igennem med et servegennembrud.

- Han slog virkelig hårdt til boldene. Jeg var lidt nervøs i starten, men jeg måtte komme igennem det så godt som muligt, sagde Holger Rune i interviewet efter kampen.

- Min træner fortalte mig, at jeg skulle spille frit. Det var min bedste mulighed for at vinde kampen. Det gjorde jeg til sidst.

Kampen endte 6-4,7-6(5) i danskerens favør. Allerede torsdag skal 16-årige Holger Rune i aktion igen, når han møder franske Harold Mayot, der tidligere onsdag slog Jonas Forejtek, som er nummer et på juniornes verdensrangliste.

- Det er meget vigtigt at starte turneringen med en sejr. Nu kan jeg spille lidt mere frit i anden kamp, fordi jeg har en sejr. Hvis jeg havde startet med et nederlag, havde jeg været lidt mere presset.

- Sejren giver noget momentum. Det er egentlig rart at starte med en hård kamp, fordi det bliver sværere i næste kamp, forklarer den danske teenager.

Sæsonfinalen bliver udkæmpet som et gruppespil med fire spillere placeret i to grupper. De to bedste fra hver gruppe mødes i semifinalen.

Du kan se Holger Runes anden kamp ved sæsonfinalen direkte på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY fra torsdag klokken 9.