Tennis

Holger Rune snublende tæt på semifinale efter ny sejr i sæsonfinale

Danske Holger Rune snuppede sin anden sejr ud af lige så mange mulige ved juniorernes sæsonfinale.

Se Holger Runes sidste gruppekamp fra sæsonfinalerne fredag klokken cirka 10:00 på TV 2 SPORT.

Det danske tennistalent Holger Rune er snublende tæt på semifinalen ved juniorernes sæsonfinale i kinesiske Chengdu, hvor verdens otte bedste kæmper om sæsonens sidste store trofæ.

Den 16-årige dansker skulle have tålmodigheden i orden, efter hans kamp i det kinesiske torsdag blev udskudt flere gange grundet dårligt vejr.

Men da Holger Rune endelig kunne gå på banen mod sin franske modstander Harold Mayot, blev det til en hårdt tilkæmpet dansk sejr på 7-6(5), 7-6(6).

Dermed er Holger Rune oppe på to sejre af to mulige, inden han fredag spiller sin sidste gruppekamp mod nummer et på juniorernes verdensrangliste, Jonas Forejtek.

Første melding fra referee ved turneringen var, at danskeren var klar til semifinalen. Men det er han dog ikke alligevel, da referee ikke vidste, der blev spillet efter ATP's regler og ikke ITF'.

Derfor skal han vinde et sæt i sin sidste kamp for at være helt sikker på en semifinaleplads.

Hård kamp, før sejren var hjemme

Kampen torsdag mod franske Mayot blev en særdeles hård affære for Holger Rune.

Første sæt var så tæt, som det kunne blive. Ingen breaks gjorde, at sættet skulle afgøres i tiebreak.

Her var det den unge dansker, der var skarpest. Holger Rune vandt den nervepirrende duel med 7-5.

Billedet var nøjagtig det samme i andet sæt. Begge spillere var meget stærke med egen serv, og så skulle der på ny en tiebreak til for at finde en vinder af sættet.

Igen var det dog danskeren, der var bedst på de afgørende bolde. Danskeren vinder tiebreaken med 8-6.