Tennis

'Anklen har det ikke særlig godt’ - Holger Rune håber på det bedste

Den 16-årige dansker vrikkede rundt i sin kamp mod tjekkiske Jonas Forejtek. Han satser nu på, at han er klar til semifinalen.

Du kan se Holger Runes semifinale på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Inden kampen mod tjekkiske Jonas Forejtek var Holger Rune snublende tæt på en plads i semifinalen ved juniorernes sæsonfinale – alt, han skulle gøre, var at vinde minimum otte partier mod tjekken.

Danskeren snublede dog i stedet for inde på banen i første sæson og slog sin venstre ankel. Han haltede af banen, men fik behandling på sidelinjen, inden han spillede kampen færdig og vandt de partier, der skulle til.

- Den (anklen, red.) har det ikke særlig godt. Det var uheldigt der i første sæt, og vi spillede egentlig meget godt med hinanden, men desværre så twistede jeg, og det gjorde rigtig ondt og er hævet op, siger Holger Rune efter kampen.

- Mit mål var bare at få otte partier i kampen, så jeg kunne komme med til semifinalerne. Der var ikke noget, jeg kunne gøre i returspillet, jeg kunne ikke bevæge mig. Det var bare med at få de games (partier, red.) og så blive klar til i morgen. Da jeg vrikkede rundt, og min træner sagde, at jeg bare skulle have de partier, tænkte jeg slet ikke på udfaldet af kampen. Det var i princippet også lidt ligegyldigt.

Er du klar til i morgen?

- Det håber jeg. Nu skal jeg lige have is på og gøre alt muligt, så den er klar til i morgen. Jeg håber og regner selvfølgelig med det.

"Det bliver en svær kamp"

I semifinalen skal Holger Rune møde franske Valentin Royer, der er nummer 12 i verden. De er mødtes tre gange før, og det står 2-1 i danskerens favør.

- Han er godt kørende og har spillet nogle gode kampe. Det bliver en svær kamp, men en spændende semifinale. Jeg må bare ind og give alt, hvad jeg har i mig, siger Holger Rune.

Franskmanden har ikke spillet fredag, da hans canadiske modstander trak sig.

Holger Rune kan blive nummer et i verden, hvis han vinder turneringen. Han er nummer tre lige nu. Han har aldrig været nummer et i verden før – bedste placering er nummer to.