Tennis

Holger Rune efter triumf: - Jeg troede ikke, jeg kunne fortsætte

En skadet ankel undervejs i turneringen gjorde kun Holger Runes glæde over triumf i sæsonfinalen større.

Den danske tennisspiller Holger Rune kan kalde sig verdens bedste junior.

Det er facit, efter han søndag triumferede i sæsonfinalens slutkamp og overtog verdensranglistens førsteplads i sin sidste juniorturnering, inden han fokuserer fuldt ud på senior.

Søndag vandt han finalen med 7-6, 4-6, 6-2 over franske Harold Mayot, og den samlede bedrift blev kun større af, at Rune troede, at det var slut, da han fredag vred om på anklen.

- Efter jeg vred om, tænkte jeg, at jeg ikke var i stand til at fortsætte, men min træner sagde, at jeg bare skulle have fire partier mere for at gå videre (til semifinalen fra gruppespillet, red.), og dem fik jeg.

- I semifinalen (lørdag, red.) gjorde det meget ondt i starten, men det blev bedre og bedre, og jeg er glad for, at jeg kunne fortsætte, siger Holger Rune i sejrsinterviewet på banen efter søndagens finalesejr.

Fokuseret hele året

Her måtte han slide hårdt for sejren, inden kampen tippede over i hans favør med servegennembruddet til 3-1 i tredje sæt.

- Jeg er så stolt af mig selv. Jeg slog min gode ven Mayot, der har spillet sit livs tennis i denne uge. Vi var begge nervøse, men sådan skal det være i en finale, siger Rune.

Danskeren kæmpede sig tilbage på banen, efter han slog sin ankel. Video: TV 2 SPORT

Som sidegevinst snupper den 16-årige dansker altså førstepladsen på verdensranglisten.

- Jeg blev lidt ekstra nervøs over udsigten til førstepladsen. Det betyder alt for mig at få førstepladsen, siger Rune.

Tidligere på året vandt han French Open, og nu kan han altså bryste sig af endnu en triumf af de helt store i 2019.

- Jeg har været fokuseret hele året og arbejdet på alle detaljer. Det er nok det, der betaler sig. Jeg kan kun takke mit hold, mine trænere og min mor for det hele, lyder det fra tenniskometen.

16-årige Holger Rune triumferede i sæsonfinalen med sejr i tre sæt over franskmand. Video: TV 2 SPORT