Tennis

Holger Rune skal træne med stjernerne til sæsonfinalen

Holger Rune vandt sæsonfinalen.

Juniorverdensranglistens nummer ét rejser til London i midten af november for at træne med årets bedste spillere.

Roger Federer. Rafael Nadal. Novak Djokovic.

Udover at have vundet rigtig mange titler så har de tre stjerner det tilfælles, at de ved sæsonfinalen skal træne med en dansker.

Holger Rune skal være en såkaldt hitting partner med årets otte bedste spillere.

Det bliver en tur med værdifuld læring for nummer ét på juniorernes verdensrangliste, og som netop har vundet juniorernes sæsonfinale.

- Jeg skal stå og slå med dem, når de har brug for det. Så jeg kommer til at lære, hvordan de gør sig klar til kampene, hvor lang tid de træner mellem kampene, og hvordan de bruger deres opvarmning. Jeg prøver at tage lidt fra hver spiller og køre det ind i min rutine, siger han til TV 2 SPORT.

Drøm går i opfyldelse

Holger Rune vil fremover ikke længere spille juniorturneringer, selvom han har muligheden to år endnu. Nu vil han tage skridtet mod sin drøm om at blive verdens bedste.

Ved sæsonfinalen stifter han bekendtskab med netop dem.

- Det bliver vanvittigt. Jeg har altid drømt om at træne med Federer. Han spiller dog ikke så mange turneringer længere. Så for juniorer er den bedste at se op til nok Nadal. For han er så seriøs også uden for banen, og hvordan han træner. Det er virkelig også en, jeg ser op til, fortæller den 16-årige dansker.

Herrernes sæsonfinale spilles fra 10. - 17. november. Indtil videre er Rafael Nadal, Novak Djokovic, Roger Federer, Daniil Medvedev, Dominic Thiem og Stefanos Tsitsipas kvalificeret.

16-årige Holger Rune triumferede i sæsonfinalen med sejr i tre sæt over franskmand. Video: TV 2 SPORT