Tennis

Tennisstjerne bad om at få Holger Rune som træningsmakker

Den græske tennisstjerne Stefanos Tsitsipas udpegede Holger Rune som sin træningsmakker, inden han skulle i aktion ved herrernes sæsonfinale.

De otte bedste mandlige tennisspillere er i disse dage samlet i London til ATP-sæsonfinalen.

Udover store stjerner som Rafael Nadal, Roger Federer og Novak Djokovic befinder det danske tennistalent Holger Rune sig også i London. Han er inviteret til at være træningsmakker med verdens bedste tennisspillere.

Og Holger Rune gør det godt.

Inden verdensranglistens nummer seks, Stefano Tsitsipas, skulle i aktion i O2 Arena, efterspurgte han helt specifikt at få danskeren som hittingpartner.

- Det er en fed følelse. Vi havde en rigtig god første træning. Vi spiller godt med hinanden og spiller tæt. Vi kan godt lide hinanden og snakker godt, så det var hyggeligt at varme op med ham i morges, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

Grækerens opvarmning med Holger Rune gav tilsyneladende pote. Han vandt nemlig den første kamp 7-6, 6-4 over russiske Daniil Medvedev, der ligger nummer fire på verdensranglisten.

Holger Rune har i disse dage også trænet med Novak Djokovic og Alexander Zverev.

Høster store roser

Den tidligere verdensetter Boris Becker overværede Holger Runes træning med Alexander Zverev. Becker var vild med danskerens evner, som han kaldte for ’meget imponerende.

Den tyske tennislegende er ikke den eneste, der har store ord tilovers for den danske tenniskomet. Cypriotiske Marcos Baghdatis, der tidligere selv var blandt de otte bedste i verden, var også imponeret, da han så danskeren i aktion i O2 Arena.

- Jeg så ham spille en smule. Han slår virkelig godt til bolden, og så har han potentialet til at blive en rigtig god spiller, siger Baghdatis, der indstillede tenniskarrieren efter sommerens Wimbledon, til TV 2 SPORT.

Og den 16-årige danske tennisspiller har ikke kun imponeret som træningsmakker.

Holger Rune spillede sig op på førstepladsen på juniorernes verdensrangliste, da han vandt juniorernes sæsonfinale for to uger siden.