Tennis

Holger Rune stiler mod sæsonfinaler om to år

Holger Rune har lært af de allerbedste i den forløbne uge

Stefanos Tsitsipas vandt søndag ATP-sæsonfinalen i O2 Arena i London. Om to år satser ambitiøse Holger Rune på at være med i kampen om titlen.

16-årige Holger Rune, der er nummer et på juniorernes verdensrangliste, stiler højt når det kommer til den umiddelbare fremtid.

Det slår den unge dansker fast i forbindelse med ATP-finalerne i London, hvor han var inviteret som træningsmakker for tennissportens allerstørste stjerner.

Og det er især Stefanos Tsitsipas, som danskeren gerne vil modellere sin egen karriere efter. Den 21-årige græker gik hele veje til finalen i årets udgave mod østrigeren Dominic Thiem og tog titlen efter tie-break i tredje og afgørende sæt.

- Han var en træningsmakker som jeg. Nu står han her i finalen, siger Holger Rune til atptour.com om grækeren, der for tre år siden selv var inviteret til finalerne som træningsmakker for de største stjerner.

- Jeg håber, jeg kan være med om to år. Jeg vil fortsætte med at arbejde hårdt, og så stå her hurtigst muligt.

Holger Rune var træningsmakker for Tsitsipas i den forløbne uge - ligesom han var for Novak Djokovic og Roger Federer. Ligesom den unge dansker også blev brugt til at varme unge stjerner som Daniil Medvedev og Alexander Zverev op forud for deres kampe.

Den oplevelse har været med til at plante nye drømme i den unge dansker, der har det med at sætte store mål for sig selv.

- Jeg har altid troet på mig selv, og sat høje mål. Og jeg går altid efter dem, siger han til ATP-hjemmesiden.

- Jeg fortsætter bare, bliver ved med at arbejde hårdt og på de rette ting, så skal jeg nok nå det.

Og vejen til det store og ambitiøse mål om at spille med i sæsonfinalerne om to år, er blevet kortere, når Holger Rune har haft muligheden af at lære fra de bedste i den forløbne uge.

- Det har været en utrolig oplevelse for mig at spille med topspillerne. At få indsigt fra Rafa (Nadal, red.) og Roger (Federer, red.) har været fantastisk.