Nadal og Spanien er i finalen i Davis Cup efter gyser

16x9
Rafael Nadal havde svært ved at skjule begejstringen. Foto: Juanjo Martin / Ritzau Scanpix

Med 7-6, 7-6 slog Rafael Nadal og Feliciano López Storbritannien ud af Davis Cup. I finalen venter Canada.

Spanien er i finalen i tennisturneringen Davis Cup.

Det står klart efter en doublegyser mod Storbritannien i semifinalen natten til søndag i Madrid.

Her slog Rafael Nadal og Feliciano López britiske Jamie Murray og Neal Skupski med 7-6, 7-6.

Kyle Edmund havde tidligere lørdag sendt Storbritannien i front efter sin sejr i singlekampen mod Feliciano López.

Senere udlignede Rafael Nadal stillingen efter sin sejr over Dan Evans.

I den afgørende double havde Storbritannien fire sætbolde i andet sæt, der kunne tvinge kampen ud i et tredje og afgørende sæt, men Nadal skruede bissen på og fik sejren i hus med stillingen 8-6 i sidste tiebreak.

I finalen skal Spanien op imod Canada, der tidligere slog Rusland.

Det er første gang siden 2012, at Spanien når finalen. Det er Canadas første finale.