Tennis

Kontroversiel tennislegende hædres trods homo-udtalelser

Margaret Court poserer i midten sammen med Australian Open-finalisterne i 2013, Victoria Azarenka og Li Na.

Historien skal ikke omskrives kun på grund af uenigheder, siger Tennis Australia om fejring af Margaret Court.

Australian Open vil i 2020 fejre tennislegenden Margaret Court på trods af uoverensstemmelser mellem turneringen og Court, der blandt andet har været voldsomt kritiseret for udtalelser om homoseksuelle.

Det meddeler det australske tennisforbund.

Fejringen skal markere 50-året for, at australske Court i 1970 vandt alle fire grand slam-titler i løbet af et kalenderår – en bedrift, der rangerer blandt sportens allersværeste.

Margaret Court har blandt andet udtalt sig negativt om homovielser og sagt at "tennis er fuld af lesbiske".

Desuden har Margaret Court, der i dag er pastor i en kirke, udtalt, at transkønnede børn er et resultat af et nazilignende plot, der går ud på at hjernevaske unge mennesker.

Court har ikke sat fod på anlægget i Melbourne siden 2017, hvor hun blev genstand for heftig kritik op til en australsk folkeafstemning om homoseksuelle vielser.

Men tidligere denne måned sagde Court, at hun gerne ville have sin bedrift i 1970 fejret med samme respekt som den mandlige australske tennisspiller Rod Laver, da han i 2019 blev hyldet for sine fire grand slam-titler i 1969.

Og det vil det australske tennisforbund altså gerne.

Forbundet har derfor planlagt en række arrangementer, da man ikke vil forsøge at omgøre historien på trods af uoverensstemmelser:

- Som vi ofte har gjort klart, er Tennis Australia (det australske tennisforbund, red.) ikke enig i Margarets personlige holdninger, som har nedgjort og såret mange i vores fællesskab over en række år, skriver forbundet i en pressemeddelelse.

I meddelelsen siger Court til gengæld, at hun ser frem til at fejre 50-året med "familie og venner", og at hun glæder sig til igen at tale med "andre legender".

Australien legaliserede i 2017 vielser mellem homoseksuelle, efter at 61,6 procent i en folkeafstemning havde stemt for.

Court har flere gange været i vælten for sine holdninger.

Det var hun blandt andet sidste år, hvor en anden tennislegende, amerikanske Billie Jean King, udtalte, at Margaret Court Arena, som er en af Australian Opens tre store tennisarenaer, burde omdøbes.