Tennis

Gense ikonisk klip med 11-årig Caroline Wozniacki

29-årige Caroline Wozniacki stopper karrieren efter den Grand Slam-turnering, hun vandt for to år siden.

Australian Open har en helt særlig plads i hjertet på Caroline Wozniacki.

Turneringen blev nemlig den Grand Slam, hun som helt lille pige drømte om at vinde.

- Jeg kunne godt tænke mig at blive nummer et i verden og vinde alle Grand Slam'sne, sagde Wozniacki som 11-årig.

Fredag eftermiddag meddelte Wozniacki, at hun indstiller sin karriere efter Australian Open, der bliver spillet i januar i 2020.

Dermed lakker en 15 år lang rejse som professionel tennisspiller mod enden.

Mødte Williams som 12-årig

Caroline Wozniacki dukkede allerede frem som 10-årig, da hun vandt DM for piger - og to år senere lykkedes det at nå til kvartfinalen i DM for voksne.

Et år efter klippet, som du kan se over artiklen, mødte Caroline Wozniacki sit store idol.

Det amerikanske tennisfænomen Venus Williams besøgte København for at spille opvisningskamp i Parken mod den slovakiske komet Daniela Hantuchova.

Et af de største danske talenter på det tidspunkt var 12-årige Wozniacki. Pigen med de store drømme skulle også spille i Parken i forbindelse med det store arrangement.

Wozniacki som 12-årig.

Det var dog kun ét sæt mod sin 16-årige landsmand Sisse Folmø i en opvarmningskamp til Venus Williams' kamp.

Wozniacki fik dog lov til at møde Venus Williams uden for tennisbanen. Den spinkle dansker fik autograf af den amerikanske verdensstjerne, og hun var benovet over at møde amerikanerne.

Debut som 15-årig

19. juli 2005 debuterede en ung Caroline Wozniacki på de professionelle tennisspilleres WTA Tour i en turnering i Cincinnati.

Hun fik godt nok klø i sin første kamp af den senere turneringsvinder, schweiziske Patty Schnyder, men det var alligevel et tegn på, at noget stort var i vente.

For pigen var blot 15 år og otte dage gammel og blev regnet som det største danske tennistalent nogensinde. Og den forventning blev hurtigt indfriet.

Wozniacki vandt Australian Open i 2018.

Allerede året efter var Caroline Wozniacki i kvartfinalen i to turneringer på WTA Touren, og i 2007 var hun blandt de 100 bedste i verden.

Og fra 2008-sæsonen var hun at regne blandt de bedste i verden. Det år vandt hun som den første dansker nogensinde en WTA-turnering, og i alt er hun ti år efter sin debut noteret for 23 titler på WTA Touren. Derudover har hun ligget nummer et på verdensranglisten i adskillige uger.

Hun formåede også at vinde sæsonfinalen i 2017. I alt blev det til 30 WTA-titler i karrieren.

Vil lave andre ting end at spille tennis

I sit opslag på Instagram fredag skriver Wozniacki, at det er på tide at fokusere på andre ting.

- Jeg har altid sagt til mig selv, at når dagen kommer, hvor jeg hellere vil lave andre ting end at spille tennis, er det på tide at stoppe. I de seneste måneder er det gået op for mig, at der er meget i livet, jeg ønsker at opnå uden for banen.

- At blive gift med David var et af de mål, og starte en familie med ham mens jeg fortsætter med at rejse verden rundt for at hjælpe med at øge opmærksomheden på rheumatoid arthritis (et kommende projekt), er begge mine passioner fremadrettet, skriver hun.

Wozniacki blev den første skandinaviske kvinde i nyere tid til at ligge øverst på verdensranglisten. Hun toppede også ranglisten ved udgangen af både 2010 og 2011.

I alt lå hun nummer ét i 71 uger, hvor 49 af dem var i træk.

Caroline Wozniackis 55 finaler

2008

Caroline Wozniacki vinder Nordea Nordic Light Open i Stockholm 2008.

4 finaler

  • 3. august: Vinder Nordic Light Open i Stockholm over Vera Dushevina med 6-0, 6-2
  • 23. august: Vinder Connecticut Open i USA over Anna Chakvetadze med 3-6, 6-4, 6-1
  • 5. oktober: Vinder Japan Open i Tokyo over Kaia Kanepi med 6-2, 3-6, 6-1
  • 26. oktober: Taber Luxembourg Open til Elena Dementieva med 6-2, 4-6, 6-7
Foto: KRISTER LARSSON / Scanpix Denmark

2009

Caroline Wozniacki slår Virginie Razzano i Eastbourne.

8 finaler

  • 21. februar: Taber U.S. National Indoor i USA til Vicotria Azarenka med 1-6, 3-6
  • 12. april: Vinder Amelia Island Championships i USA over Aleksandra Wozniak med 6-1, 6-2
  • 19. april: Taber Charleston Open i USA til Sabine Lisicki med 2-6, 4-6
  • 17. maj: Taber Madrid Open til Dinara Safina med 2-6, 4-6
  • 20. juni: Vinder Eastbourne International i USA over Virginie Razzano med 7-6, 7-5
  • 11. juli: Taber Swedish Open i Båstad til María José Martinez Sánchez med 5-7, 4-6
  • 29. august: Vinder Connecticut Open i USA over Elena Vesnina med 6-2, 6-4
  • 13. september: Taber US Open i New York til Kim Clijsters med 5-7, 3-6
Foto: LEON NEAL / Scanpix Denmark

2010

Caroline Wozniacki med champagne efter finalesejr Danish Open.

8 finaler

  • 21. marts: Taber Indian Wells Open i USA til Jelena Jankovic med 2-6, 4-6
  • 11. april: Vinder Amelia Island Championships i USA over Olga Govortsova med 6-2, 7-5
  • 8. august: Vinder Danish Open i København over Klára Zakopalová med 6-2, 7-6
  • 23. august: Vinder Canadian Open i Montreal over Vera Zvonareva med 6-3, 6-2
  • 28. august: Vinder Connecticut Open i USA over Nadia Petrova med 6-3, 3-6, 6-3
  • 2. oktober: Vinder Pan Pacific Open i Japan over Elena Dementieva med 1-6, 6-2, 6-3
  • 10. oktober: Vinder China Open i Beijing over Vera Zvonareva med 6-3, 3-6, 6-3
  • 31. oktober: Taber WTA Tour Championships i Qatar til Kim Clijsters med 3-6, 7-5, 3-6
Foto: KELD NAVNTOFT / Scanpix Denmark

2011

Caroline Wozniacki vinder Brussels Open i 2011.

8 finaler

  • 20. februar: Vinder Dubai Tennis Championships over Svetlana Kuznetsova med 6-1, 6-3
  • 26. februar: Taber Qatar Open i Doha til Vera Zvonareva med 4-6, 4-6
  • 20. marts: Vinder Indian Wells Open i USA over Marion Bartoli med 6-1, 2-6, 6-3
  • 10. april: Vinder Charleston Open i USA over Elena Vesnina med 6-2, 6-3
  • 24. april: Taber Stuttgart Open til Julia Görges med 6-7, 3-6
  • 21. maj: Vinder Brussels Open i Belgien over Peng Shuai med 2-6, 6-3, 6-3
  • 12. juni: Vinder Danish Open i København over Lucie Safárová med 6-1, 6-4
  • 27. august: Vinder Connecticut Open i USA over Petra Cetkovská med 6-4, 6-1
Foto: JOHN THYS / Scanpix Denmark

2012

Caroline Wozniacki vinder Korea Open i 2012.

4 finaler

  • 15. april: Taber Danish Open i København til Angelique Kerber med 4-6, 4-6
  • 23. september: Vinder Korea Open i Seoul over Kaia Kanepi med 6-1, 6-0
  • 21. oktober: Vinder Kremlin Cup i Moskva over Samantha Stosur med 6-2, 4-6, 7-5
  • 4. november: Taber Tournament of Champions i Bulgarien til Nadia Petrova med 2-6, 1-6
Foto: JUNG YEON-JE / Scanpix Denmark

2013

Caroline Wozniacki mod Maria Sharapova til Indian Wells i 2013.

2 finaler

  • 17. marts: Taber Indian Wells i USA til Maria Sharapova med 2-6, 2-6
  • 20. oktober: Vinder Luxembourg Open over Annika Beck med 6-2, 6-2
Foto: STEPHEN DUNN / Scanpix Denmark

2014

Caroline Wozniacki efter sin sejr over Roberta Vinci.

3 finaler

  • 20. juli: Vinder Istanbul Cup i Tyrkiet over Roberta Vinci med 6-1, 6-1
  • 7. september: Taber US Open i New York til Serena Williams med 3-6, 3-6
  • 21. september: Taber Pan Pacific Open i Japan til Ana Ivanovic med 2-6, 6-7
Foto: OSMAN ORSAL / Scanpix Denmark

2015

Caroline Wozniacki vinder Malaysia Open i 2015.

3 finaler

  • 10. januar: Taber Auckland Open i New Zealand til Venus Williams med 6-2, 3-6, 3-6
  • 8. marts: Vinder Malaysian Open i Kuala Lumpur over Alezandra Dulgheru med 4-6, 6-2, 6-1
  • 26. april: Taber Stuttgart Open til Angelique Kerber med 6-3, 1-6, 5-7
Foto: MANAN VATSYAYANA / Scanpix Denmark

2016

Caroline Wozniacki kysser trofæet efter sejren i Hong Kong.

2 finaler

  • 25. september: Vinder Pan Pacific Open i Japan over Naomi Osaka med 7-5, 6-3
  • 16. oktober: Vinder Hong Kong Tennis Open over Kristina Mladenovic med 6-1, 6-7, 6-2
Foto: BOBBY YIP / Scanpix Denmark

2017

Wozniacki vinder sæsonfinalen.

8 finaler

  • 18. februar: Taber Qatar Open i Doha til Karolína Plísková med 3-6, 4-6
  • 25. februar: Taber Dubai Tennis Championships til Elina Svitolina med 4-6, 2-6
  • 1. april: Taber Miami Masters i USA til Johanna Konta med 4-6, 3-6
  • 1. juli: Taber Aegon International Eastbourne i USA til Karolína Plísková med 4-6, 4-6
  • 30. juli: Taber Swedish Open i Båstad til Katerina Siniaková med 3-6, 4-6
  • 13. august: Taber Rogers Cup i Toronto til Elina Svitolina med 4-6, 0-6
  • 24. september: Vinder Pan Pacific i Tokyo over Anastasia Pavlyuchenkova med 6-0, 7-5
  • 29. oktober: Vinder WTA Finals i Singapore over Venus Williams med 6-4, 6-4
Foto: EDGAR SU / Scanpix Denmark

2018

Caroline Wozniacki med det synlige bevis på sin triumf i Australian Open.

4 finaler

  • 7. januar: Taber ASB Classic i Auckland, New Zealand til Julia Görges med 4-6, 6-7(4)
  • 27. januar: Vinder Australian Open over Simona Halep med 7-6, 3-6, 6-4
  • 30. juni: Vinder Nature Valley International i Eastbourne, England over Aryna Sabalenka med 7-5, 7-6(5)
  • 7. oktober: Vinder China Open over Anastasija Sevastova med 6-3, 6-3.
Foto: scanpix

2019

Smilet er tilbage hos Caroline Wozniacki.

1 finale

  • 7. april: Taber Volvo Charleston Open, USA til Madison Keys med 6-7 (5), 3-6
Foto: Yong Teck Lim / Ritzau Scanpix