Tennis

Wozniacki kunne let have vundet flere Grand Slams, siger korrespondent

Wozniacki vandt Australian Open i 2018. Issei Kato / Ritzau Scanpix

Anerkendte tennisjournalister mener, at Caroline Wozniacki har haft en succesfuld karriere, selvom hun kun vandt én Grand Slam indtil videre.

En 14-årig lang karriere lakker mod enden for Caroline Wozniacki.

Hun stopper nemlig sin karriere efter Australian Open, der bliver spillet i januar 2020. Det var samtidig også i denne turnering, at Wozniacki opnåede sit store højdepunkt, da hun vandt karrierens hidtil eneste Grand Slam-titel.

Selvom det kun blev til én af disse prestigefulde trofæer, har Caroline Wozniacki haft en meget større karriere end det. Det mener Christopher Clarey, der er tenniskorrespondent for New York Times.

- Hun har haft en fantastisk karriere. Hun har været meget konsekvent, og på hardcourt har hun især været godt spillende, siger Christopher Clarey til TV 2 SPORT.

- Hun har haft en stor indflydelse på sporten. Jeg synes ikke, at én Grand Slam-titel er ikke retvisende for Wozniackis karriere, når man ser på, at Angelique Kerber har tre, og Simona Halep har et par stykker. Selvom Wozniacki kun spillede tre Grand Slam-finaler, kunne hun let have vundet flere. Når man ser på hendes resultater, kan man også se, at hun burde.

Hun er i top-10 af spillere i det 21. århundrede

Christopher Clarey, tenniskorrespondent for New York Times

’Virkede som en spiller uden x-faktor’

Sejren i Australian Open 2018 havde Wozniacki jagtet længe.

Hun var tæt på at vinde en af de helt store trofæer i 2009 og 2014, hvor hun var i finalen i US Open begge år. Men et nederlag i begge finaler gjorde, at der kom tvivl om, hun nogensinde ville vinde en af de helt store titler.

Men i 2018 lykkedes det.

- Det så ud til, at hun lige op til det øjeblik ville blive husket som en af de bedste i sin æra, men som en spiller uden x-faktor nok til at vinde en Grand Slam, skrev BBC’ tenniskorrespondent Russel Fuller, da nyheden kom ud.

- Men det ændrede sig en spændende og nervøs aften på Rod Laver Arena. Og det var en meget bemærkelsesværdig præstation, når man tænkte på, at hun røg uden for top-70 bare 18 måneder tidligere.

En af de bedste i de 21. århundrede

Men hvor skal Caroline Wozniacki placeres på listen over de store tennisspillere i sin generation?

Christopher Clarey mener, at danskeren fortjener at være på hylden lige under Williams-søstrene, Venus og Serena, samt Maria Sharapova.

- Hun har en stor personlighed, og jeg synes, at hun har fået en masse tilskuere til banerne. Jeg føler, at hun har været en stor del af sporten. Jeg vil sige, at hun er i top-10 af spillere i det 21. århundrede, siger Clarey.

Wozniacki ved US Open, efter hun tabte til Kim Clijsters.

Han mener ligeledes, at hun har opnået det i sin karriere, hun kom efter. Derfor burde kun også være tilfreds med den.

- Det er svært at definere, hvad succes er. Der er ganske få i denne æra, som har haft mere succes, end hun har. Når man kommer fra Danmark, tror jeg ikke, man kan se det på en anden måde, end at hun har haft succes, siger korrespondenten.

Christer Francke, der er tennisreporter for Eurosport i Norge, mener, at Wozniacki har været en af de mest anerkendte udøvere på og uden for banen.

- Måske er hun den største kvindelige idrætsprofil i hele Skandinavien i de sidste 10 år. I Norge har vi skistjerner som Therese Johaug og Marit Bjørgen, men der er ingen syd for Oslo, der ved, hvem de er. De kan ikke måle sig med Wozniacki, som har været i toppen af en stor verdenssportsgren som tennis, siger Frencke til TV 2 SPORT.

Stopper hun på det rigtige tidspunkt?

Caroline Wozniacki har igennem de seneste år af sin karriere kæmpet med leddegigt.

Og det har på tidspunkter påvirket hende så meget, at hun ikke har kunnet komme ud af sengen. Sygdommen har været med til at sende hende ned ad ranglisten, og derfor mener tennisjournalisterne, at det virker som det rigtig tidspunkt for hende at stoppe.

- Sygdommen angriber leddene og kan skabe stor træthed. Det så ud til at holde Wozniacki tilbage i denne sæson, da hun røg fra en tredjeplads ned som nummer 37 i verden. Det virker som et perfekt tidspunkt til at takke af og starte den familie, hun så ofte har snakket om, skriver Russel Fuller fra BBC.

Det har været en flot karriere, og hun har fået det, hun er kommet efter

Christopher Clarey, tenniskorrespondent for New York Times

Samme holdning har Christopher Clarey.

Selvom Wozniacki ikke siger, at det er på grund af sygdommen, hun stopper, tror korrespondenten stadig, at det haft indflydelse. Samtidig har Wozniacki også indset, at hun vil komme til at stå over for en endnu større konkurrence i fremtiden.

- Sygdommen kan ikke have gjort tingene lettere. Det er der ingen tvivl om, siger Clarey.

- Hun har nok også set de unge spillere, der kommer frem nu. Hvis hun var yngre, vil hun måske kunne udfordre dem. Men det bliver virkelig svært for hende at vinde flere Grand Slam-titler i de kommende år, da der kommer så mange spændende, unge navne.

- Men det har været en flot karriere, og hun har fået det, hun er kommet efter, siger Christopher Clarey.

Wozniacki har indtil videre tjent 35,2 millioner dollar (237,2 millioner kroner) alene i præmiepenge, og dermed ligger hun nummer fire på listen over de mest indtjenende kvindelige tennisspillere.

Igennem karrieren lå Wozniacki nummer et på verdensranglisten i sammenlagt 71 uger. På den konto er hun blot overgået af otte spillere.

Caroline Wozniackis 55 finaler

2008

Caroline Wozniacki vinder Nordea Nordic Light Open i Stockholm 2008.

4 finaler

  • 3. august: Vinder Nordic Light Open i Stockholm over Vera Dushevina med 6-0, 6-2
  • 23. august: Vinder Connecticut Open i USA over Anna Chakvetadze med 3-6, 6-4, 6-1
  • 5. oktober: Vinder Japan Open i Tokyo over Kaia Kanepi med 6-2, 3-6, 6-1
  • 26. oktober: Taber Luxembourg Open til Elena Dementieva med 6-2, 4-6, 6-7
Foto: KRISTER LARSSON / Scanpix Denmark

2009

Caroline Wozniacki slår Virginie Razzano i Eastbourne.

8 finaler

  • 21. februar: Taber U.S. National Indoor i USA til Vicotria Azarenka med 1-6, 3-6
  • 12. april: Vinder Amelia Island Championships i USA over Aleksandra Wozniak med 6-1, 6-2
  • 19. april: Taber Charleston Open i USA til Sabine Lisicki med 2-6, 4-6
  • 17. maj: Taber Madrid Open til Dinara Safina med 2-6, 4-6
  • 20. juni: Vinder Eastbourne International i USA over Virginie Razzano med 7-6, 7-5
  • 11. juli: Taber Swedish Open i Båstad til María José Martinez Sánchez med 5-7, 4-6
  • 29. august: Vinder Connecticut Open i USA over Elena Vesnina med 6-2, 6-4
  • 13. september: Taber US Open i New York til Kim Clijsters med 5-7, 3-6
Foto: LEON NEAL / Scanpix Denmark

2010

Caroline Wozniacki med champagne efter finalesejr Danish Open.

8 finaler

  • 21. marts: Taber Indian Wells Open i USA til Jelena Jankovic med 2-6, 4-6
  • 11. april: Vinder Amelia Island Championships i USA over Olga Govortsova med 6-2, 7-5
  • 8. august: Vinder Danish Open i København over Klára Zakopalová med 6-2, 7-6
  • 23. august: Vinder Canadian Open i Montreal over Vera Zvonareva med 6-3, 6-2
  • 28. august: Vinder Connecticut Open i USA over Nadia Petrova med 6-3, 3-6, 6-3
  • 2. oktober: Vinder Pan Pacific Open i Japan over Elena Dementieva med 1-6, 6-2, 6-3
  • 10. oktober: Vinder China Open i Beijing over Vera Zvonareva med 6-3, 3-6, 6-3
  • 31. oktober: Taber WTA Tour Championships i Qatar til Kim Clijsters med 3-6, 7-5, 3-6
Foto: KELD NAVNTOFT / Scanpix Denmark

2011

Caroline Wozniacki vinder Brussels Open i 2011.

8 finaler

  • 20. februar: Vinder Dubai Tennis Championships over Svetlana Kuznetsova med 6-1, 6-3
  • 26. februar: Taber Qatar Open i Doha til Vera Zvonareva med 4-6, 4-6
  • 20. marts: Vinder Indian Wells Open i USA over Marion Bartoli med 6-1, 2-6, 6-3
  • 10. april: Vinder Charleston Open i USA over Elena Vesnina med 6-2, 6-3
  • 24. april: Taber Stuttgart Open til Julia Görges med 6-7, 3-6
  • 21. maj: Vinder Brussels Open i Belgien over Peng Shuai med 2-6, 6-3, 6-3
  • 12. juni: Vinder Danish Open i København over Lucie Safárová med 6-1, 6-4
  • 27. august: Vinder Connecticut Open i USA over Petra Cetkovská med 6-4, 6-1
Foto: JOHN THYS / Scanpix Denmark

2012

Caroline Wozniacki vinder Korea Open i 2012.

4 finaler

  • 15. april: Taber Danish Open i København til Angelique Kerber med 4-6, 4-6
  • 23. september: Vinder Korea Open i Seoul over Kaia Kanepi med 6-1, 6-0
  • 21. oktober: Vinder Kremlin Cup i Moskva over Samantha Stosur med 6-2, 4-6, 7-5
  • 4. november: Taber Tournament of Champions i Bulgarien til Nadia Petrova med 2-6, 1-6
Foto: JUNG YEON-JE / Scanpix Denmark

2013

Caroline Wozniacki mod Maria Sharapova til Indian Wells i 2013.

2 finaler

  • 17. marts: Taber Indian Wells i USA til Maria Sharapova med 2-6, 2-6
  • 20. oktober: Vinder Luxembourg Open over Annika Beck med 6-2, 6-2
Foto: STEPHEN DUNN / Scanpix Denmark

2014

Caroline Wozniacki efter sin sejr over Roberta Vinci.

3 finaler

  • 20. juli: Vinder Istanbul Cup i Tyrkiet over Roberta Vinci med 6-1, 6-1
  • 7. september: Taber US Open i New York til Serena Williams med 3-6, 3-6
  • 21. september: Taber Pan Pacific Open i Japan til Ana Ivanovic med 2-6, 6-7
Foto: OSMAN ORSAL / Scanpix Denmark

2015

Caroline Wozniacki vinder Malaysia Open i 2015.

3 finaler

  • 10. januar: Taber Auckland Open i New Zealand til Venus Williams med 6-2, 3-6, 3-6
  • 8. marts: Vinder Malaysian Open i Kuala Lumpur over Alezandra Dulgheru med 4-6, 6-2, 6-1
  • 26. april: Taber Stuttgart Open til Angelique Kerber med 6-3, 1-6, 5-7
Foto: MANAN VATSYAYANA / Scanpix Denmark

2016

Caroline Wozniacki kysser trofæet efter sejren i Hong Kong.

2 finaler

  • 25. september: Vinder Pan Pacific Open i Japan over Naomi Osaka med 7-5, 6-3
  • 16. oktober: Vinder Hong Kong Tennis Open over Kristina Mladenovic med 6-1, 6-7, 6-2
Foto: BOBBY YIP / Scanpix Denmark

2017

Wozniacki vinder sæsonfinalen.

8 finaler

  • 18. februar: Taber Qatar Open i Doha til Karolína Plísková med 3-6, 4-6
  • 25. februar: Taber Dubai Tennis Championships til Elina Svitolina med 4-6, 2-6
  • 1. april: Taber Miami Masters i USA til Johanna Konta med 4-6, 3-6
  • 1. juli: Taber Aegon International Eastbourne i USA til Karolína Plísková med 4-6, 4-6
  • 30. juli: Taber Swedish Open i Båstad til Katerina Siniaková med 3-6, 4-6
  • 13. august: Taber Rogers Cup i Toronto til Elina Svitolina med 4-6, 0-6
  • 24. september: Vinder Pan Pacific i Tokyo over Anastasia Pavlyuchenkova med 6-0, 7-5
  • 29. oktober: Vinder WTA Finals i Singapore over Venus Williams med 6-4, 6-4
Foto: EDGAR SU / Scanpix Denmark

2018

Caroline Wozniacki med det synlige bevis på sin triumf i Australian Open.

4 finaler

  • 7. januar: Taber ASB Classic i Auckland, New Zealand til Julia Görges med 4-6, 6-7(4)
  • 27. januar: Vinder Australian Open over Simona Halep med 7-6, 3-6, 6-4
  • 30. juni: Vinder Nature Valley International i Eastbourne, England over Aryna Sabalenka med 7-5, 7-6(5)
  • 7. oktober: Vinder China Open over Anastasija Sevastova med 6-3, 6-3.
Foto: scanpix

2019

Smilet er tilbage hos Caroline Wozniacki.

1 finale

  • 7. april: Taber Volvo Charleston Open, USA til Madison Keys med 6-7 (5), 3-6
Foto: Yong Teck Lim / Ritzau Scanpix