Tennis

Løchte og doublemakker taber tæt semifinale

Frederik Løchte Nielsen (ARKIVFOTO). Peter Cziborra / Ritzau Scanpix

Frederik Løchte Nielsen og Tim Pütz formåede ikke at nå til doublefinalen i ATP-turneringen i Doha.

Frederik Løchte Nielsen og Tim Pütz havde vundet ti kampe i træk i double inden fredagens semifinale i ATP-turneringen i Doha.

Men den 11. sejr i træk og en finaleplads udeblev, da Luke Bambridge og Santiago Gonzales vandt semifinalen 2-6, 6-2, 10-4.

Tenniskampen skulle egentlig være afviklet torsdag, men på grund af regn nåede den ikke at blive færdigspillet.

Løchte og Pütz havde ellers indledt kampen fint ved at tage første sæt med cifrene 6-2.

Men den dansk-tyske duo nåede også at komme bagud med 0-2 i andet sæt, inden regnen afbrød spillet torsdag.

Og det blev starten på en nedtur i doublekampen for Løchte og Pütz.

Da spillet blev genoptaget fredag formiddag dansk tid, så var Bambridge og Gonzales fortsat i førersædet og snuppede andet sæt 6-2.

Derefter skulle kampen afgøres i tiebreak, hvor det handlede om at komme først til ti point.

Her var Løchte og Pütz kun med frem til stillingen 2-2, hvorefter modstanderne trak kraftigt fra og kom foran med hele 7-2.

Trods et par reduceringer kunne Løchte og Pütz ikke levere et comeback og tabte så klart som 4-10.