Tennis

Williams' modstander nægtet adgang til toilet under kamp

Tyske Laura Siegemund ville gerne på toilettet under sin kvartfinale fredag morgen. Det kunne hun ikke komme.

Laura Siegemund kom i uventede problemer uden for banen, da hun spillede kvartfinale i Auckland.

Tyskeren kunne nemlig ikke komme ind på spillertoilettet mellem første og andet sæt af kampen mod Serena Williams. Heller ikke selvom hun bankede på og sagde, at det hastede.

Jeg bankede på døren og sagde: ”Jeg er spiller. Jeg bliver nødt til at komme derud nu”

Laura Siegemund

Det fortalte hun til dommeren, da hun kom frustreret ud på banen igen.

- Der er et spillertoilet, men det er altid optaget. Det tog noget tid….

Vil du derud nu, spurgte dommeren?

- Nej, det er lige meget. Det er okay. Jeg vil ikke tage ti minutter af alles tid, men det er det samme hver gang. I blive nødt til at hænge et skilt op, hvor der står "spillertoilet".

- Jeg bankede på døren og sagde: ”Jeg er spiller. Jeg bliver nødt til at komme derud nu.”

Williams bedst på banen

Normalt er pauserne ved sidebytte og mellem sættene en bestemt længde, og derfor kan man som spiller godt have lidt travlt, hvis man skal nå på toilettet. Især når der er optaget, og vedkommende bag døren ikke vil åbne den.

- Det er da meget frustrerende, når man står og skal tisse – eller hvad man nu skal. Samtidig er der noget stress og nogle nerver, der banker af sted, fordi man står og spiller om en plads i semifinalen. Det er ikke så tit, det sker for Laura Siegemund, siger TV 2 SPORTs tennisekspert Patrik Wozniacki.

Serena Williams tilbød også Laura Siegemund, at hun kunne gå på toilettet, men nok engang afslog tyskeren. Hun formåede at holde sig i resten af kampen, hvor Williams viste sig som den bedste spiller.

Amerikaneren vandt kampen 6-4, 6-3. Dermed er hun klar til semifinalen i turneringen, hvor hun også skal spille finale i double sammen med Caroline Wozniacki.

Wozniacki og Williams kan faktisk ende med at skulle spille to finaler, fordi Wozniacki også er i semifinalen i single. Hvis de begge vinder, skal de møde hinanden i finalen.

ASB Classic vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.