Tennis

Wozniacki ruskede op i sin familie: - Nu er de virkelig energiske

Caroline Wozniacki er i gang med sin næstsidste tennisturnering. Hun har spillet sig i semifinalen i både single og double.

Med 15 års erfaring fra de største tennisturneringer ved Caroline Wozniacki, at selv de mindste detaljer kan gøre en forskel.

Under sin næstsidste turnering har Wozniacki således bedt sine nærmeste om at give opbakningen et ekstra nøk, når de følger hende ved ASB Classic. Alt tæller i jagten på karrierens 33. titel.

- Jeg kan helt sikkert mærke deres engagement. Efter de to første kampe sagde jeg til dem, at jeg havde brug for lidt mere energi fra dem. Det har de virkelig vist, og de er virkelig energiske. Jeg er rigtig glad for at have dem her. De giver mig et ekstra skub, og det er fedt, sagde Wozniacki efter fredagens kvartfinalesejr over Julia Görges.

Det er langt fra første gang, familiens støtte bliver kommenteret af Caroline Wozniacki. Gennem karrieren har hun jævnligt rost den opbakning, hun har fået, men i enkelte tilfælde har hun tysset på dem, hun har omkring sig. Det fortæller hendes bror Patrik Wozniacki, der er tennisekspert på TV 2 SPORT.

- Jeg synes altid, vi støtter meget. Nogle gange også for meget. Så får vi en røffel for, at vi jubler for meget, når hun vinder boldene. Men det er fedt, at hun godt kan lide, at der bliver heppet på hende. Vi er der for hende i tykt og tyndt, og det er rart at høre fra hendes mund. Det gør, at man har lyst til at klappe dét ekstra, når hun har vundet et vigtigt point, siger Patrik Wozniacki.

Caroline Wozniacki har vundet 30 WTA-turneringer i single og to i double. Ved ASB Classic stiller hun noget usædvanligt op i både single og double, fordi hun gerne ville nå at spille sammen med sin veninde Serena Williams, inden karrieren er forbi.

De to skal spille semifinale senere fredag, og her kan Wozniacki og Williams nok godt forvente opbakning fra både players box og fra tilskuerpladserne. De to har høstet store bifald under deres to første doublekampe, og efter sin kvartfinalesejr i single takkede Wozniacki også tilskuerne for den loyale støtte.

- Til alle jer, der kommer for at støtte mig og turneringen, vil jeg også sige tak. I gør det til noget specielt for os fans.

Wozniackis sidste turnering bliver Australian Open.