Wozniacki taber overraskende semifinale efter kæmpe kollaps
Danskeren kan dog trøste sig med, at hun skal spillede double-finale søndag.
Caroline Wozniacki tabte overraskende semifinalen i WTA-turneringen ASB Classic i Auckland i New Zealand i tre sæt til verdens nummer 82, amerikanske Jessica Pegula, med 6-3, 4-6, 0-6.
Dermed har Wozniacki kun en single-turnering tilbage i karrieren, da hun har bebudet, at grandslam-turneringen Australian Open senere i januar bliver hendes sidste.
Lørdagens kamp blev indledt med et brud fra hver spiller, men herefter satte Wozniacki sig på opgøret og tog første sæt forholdsvis sikkert med 6-3.
I andet sæt kom Pegula blæsende fra start og fik hurtigt oparbejdet en føring på 3-0. Wozniacki fik kæmpet sig tilbage til 3-3, men så tog Pegula fart igen.
Med nærmest fejlfrit spil tog amerikaneren sættet med 6-4.
Fik et æg
Tredje sæt startede ligeså katastrofalt for Wozniacki som andet sæt, da Pegula igen kom foran 3-0.
Men denne gang havde danskeren ikke noget modsvar til Pegulas hårde og aggressive spil.
Pegula endte med at give Wozniacki et regulært "æg" og vandt sættet 6-0 og dermed kampen i tre sæt.
Pæne ord fra modstanderen
Efter kampen roste Pegula Wozniacki efter de to spilleres første møde nogensinde.
- Caroline har haft en fantastisk karriere, og hun stopper jo nu. Jeg spillede rigtig godt, og det er jeg glad for, sagde Pegula efter kampen.
I finalen venter den mangedobbelte grandslam-vinder Serena Williams, der slog den amerikanske teenager Amanda Anisimova 6-1, 6-1.
Wozniacki er dog ikke helt ude af WTA-turneringen i Auckland endnu.
Søndag spiller danskeren double-finale i turneringen sammen med Serena Williams. Det nye doublepar vandt 7-6, 6-2 over belgierne Kirsten Flipkens og Alison Van Uytvanck i semifinalen.