Tennis

Holger Rune misser ATP-debut i Auckland

Holger Rune sluttede år 2019 som nummer et på juniorernes verdensrangliste. I 2020 vil han fokusere på seniorturneringer, selvom han stadig har alderen til at spille juniortennis. Daniel Leal-olivas / Scanpix Denmark

Danske Holger Rune spillede kvalifikationsfinale om en plads i ATP-turneringen i Auckland. Han tabte kampen i to sæt.

Natten til søndag kunne Holger Rune have spillet sig i karrierens første ATP-turnering.

Den 16-årige dansker skulle ’blot’ vinde kvalifikationsfinalen, men her viste Vasek Pospisil sig for stærk. Canadieren, der ligger nummer 148 på verdensranglisten, vandt kampen 7-5, 6-1.

- Det er den første seniorkamp udover Davis Cup, hvor jeg kunne mærke, der skete noget i Holger. Han blev tændt, også bagefter. Han fik færten af noget, og han kunne mærke, han godt kunne være med, skriver Holger Runes mor Aneke Rune til TV 2 SPORT.

Holger Rune, der er placeret som nummer 1019, var som cifrene antyder rigtig godt med i første sæt. Faktisk havde han mulighed for at serve sættet hjem, efter han stod for kampens første servegennembrud og bragte sig foran med 5-3.

Pospisil brød dog Holger Runes serv og reducerede til 5-4. I det efterfølgende parti holdt canadieren serv, og derefter brød han Holger Rune endnu engang. I sættets sidste parti gjorde han rent bord og lukkede sættet uden at tabe en eneste bold.

I andet sæt formåede Holger Rune ikke at holde serv en eneste gang, mens danskeren kun brød Pospisil i et enkelt parti. Derfor endte sættet 6-1 til canadieren, der var udråbt som rimelig klar favorit inden kampen.

Holger Rune var med i kvalifikationsturneringen i Auckland, fordi han havde fået et wildcard. Det kom i stand takket være et par venlige ord fra Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki.

- De har været meget hjælpsomme. Turneringsdirektøren spurgte Piotr Wozniacki, om det var en god idé at give et wild card til den lille knægt, har Holger Runes mor, Anneke Rune, tidligere fortalt til TV 2 SPORT.

Holger Rune indledte det nye år med at tabe 1-6, 4-6 til tyske Matthias Bachinger i sin første kamp i Challenger-turneringen i Noumea i Ny Kaledonien. Derefter rejste han til New Zealand, hvor han på grund af et afbud fra en anden spiller blev sendt direkte ind i kvalifikationsfinalen.

Holger Rune sluttede år 2019 som nummer et på juniorernes verdensrangliste. I 2020 vil han fokusere på seniorturneringer, selvom han stadig har alderen til at spille juniortennis.