Tennis

Serena Williams vinder første titel i tre år og donerer sine præmiepenge

Serena Williams kan nok engang kalde sig for vinder en af en turnering. Det er tre år siden, det senest skete.

Caroline Wozniackis doublemakker Serena Williams fik en fantastisk optakt til deres finale søndag formiddag.

Serena Williams vandt nemlig singlefinalen med 6-3, 6-4 over Jessica Pegula, der slog Wozniacki i semifinalen. Titlen i Auckland er Serena Williams' første titel i tre år.

- Det føles godt. Det er længe tiden, jeg har vundet sidst, sagde Serena Williams efter sejren.

- Jeg tror, du kunne se det på lettelsen i mit ansigt. Jeg mødte en fantastisk modstander i dag, og det var en god kamp.

Efter den forløsende turneringssejr, der var den første siden Williams' triumf ved Australian Open 2017, valgte hun desuden at donere alle sine præmiepenge til bekæmpelsen af skovbrande i Australien. Sejren i Auckland betyder, at hun sender cirka 290.000 danske kroner videre.

- Jeg har spillet i Australien i over 20 år, og det har været hårdt for mig at se, hvad der sker i Australien. Brændene, dyrene der lider og mennesker, der har mistet deres hjem. Efter hver kamp har jeg doneret en kjole, og nu donerer jeg også mine præmiepenge.

Serena Williams jubler efter sejren.

Vaklende start, men sikker sejr

I alt er det hendes singletitel nummer 73, og den kom i hus efter en lidt vaklende start. Serena Williams blev brudt i kampens første parti, men derefter var den rutinerede amerikaner ganske overbevisende. Williams brød tilbage ved 3-3, inden hun diskede op med endnu et servegennembrud til 5-3.

Derefter formåede Williams at holde serv, og således blev første sæt lukket med 6-3.

I andet sæt brød Williams allerede Pegulas andet serveparti, og da favoritten formåede at holde serv, var der aldrig rigtig tvivl om kampens udfald. Ved 5-3 havde Williams endda tre matchbolde i Pegulas parti, men kampen blev altså først afgjort, da Serena Williams servede for sejren ved 5-4.

Som nævnt i første linje spiller Serena Williams double sammen med Caroline Wozniacki ved ASB Classic. De to skal spille finale søndag cirka klokken 8. Kampen vises direkte på TV 2 SPORT.