Vildt Wozniacki-comeback sikrer sejr og holder karrieren i live

Den danske tennisstjerne var bagud 1-5 i første sæt, men imponerende spil og en lang stime af danske point vendte kampen på hovedet.

29-årige Caroline Wozniacki holder sin professionelle tenniskarriere i live efter et af de helt store comebacks, der har kendetegnet danskeren gennem tiden på højeste niveau.

I anden runde af Grand Slam-turneringen Australian Open vandt Wozniacki onsdag morgen dansk tid med 7-5, 7-5 over verdens nummer 21, 19-årige Dayana Yastremska fra Ukraine, men kampens cifre gemmer på en tenniskamp med en speciel udvikling.

Danskeren fik en forfærdelig start på kampen og kom bagud 1-5, mens talentet Yastremska storspillede. Med 14 point i træk og en imponerende fight formåede Wozniacki dog at kæmpe sig tilbage og vinde seks partier i træk. Også i andet sæt kom danskeren bagud - denne gang 0-3, inden hun vendte sættet og sikrede sig sejren.

I tredje runde venter der et møde med verdens nummer 78, Ons Jabeur fra Tunesien, der onsdag slog Caroline Garcia fra Frankrig.

Forrygende og flyvende ukrainer fra start

De to spillere havde mødt hinanden en enkelt gang tidligere, da stortalentet Yastremska tilbage i august sidste år vandt i to sæt i WTA-turneringen i Cincinnati.

Efter at have tabt kampens første point fik Caroline Wozniacki spillet sig varm i onsdagens opgør. Flere fantastiske server og et godt vinderslag sikrede en overbevisende dansk start.

Allerede i kampens tredje parti kom vendepunktet dog, da Yastremska med stærkt grundspil formåede at presse Wozniacki rundt på baglinjen. Et par danske fejl førte til, at danskeren blev brudt og kom bagud 1-2.

Den unge ukrainer udnyttede momentum til at buldre videre, og efter hun havde sikret sig endnu et parti i egen serv, tog hun fuldstændig initiativet fra Wozniacki. Hurtige, hårde og præcise returslag var opskriften på at sikre endnu et ukrainsk break og en 4-1-føring til Yastremska.

Yastremska buldrede afsted fra starten af kampen.
Yastremska buldrede afsted fra starten af kampen. Foto: Scott Barbour / Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki blev overladt i en rolle som statist på Margaret Court i Melbourne, selvom danskeren egentlig fandt et udmærket niveau. Imens viste den storspillende ukrainer dog prøver på, hvorfor hun for bare fire dage siden stod i finalen ved WTA-turneringen i Adelaide.

Ukrainske fejl og 14 danske point i træk

Bagud 1-5 lykkedes det danskeren at sætte et par fine dueller sammen, og da et par småfejl samtidig sneg sig ind på modsatte side, blev stillingen reduceret til 2-5.

Partiet efter var der pludselig flere nemme fejl i Yastremskas ketcher, der så ud til at miste en smule fokus. Wozniacki udnyttede det til at bide sig fast, som hun har for vane at gøre, og tage et hurtigt break.

Inden tilskuere og TV-seere havde nået at se sig om, havde Wozniacki fået serven og hamret flere superserver afsted. Danskerens eget parti blev vundet uden problemer, og faktisk nåede Wozniacki at vinde 14 point i træk. Fra 1-5 var stillingen med ét vendt til 5-5 efter et stort dansk comeback.

Stort Wozniacki-comeback sikrer første sæt

Wozniacki jubler, efter første sæt er i hus.
Wozniacki jubler, efter første sæt er i hus. Foto: Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

Dayana Yastremska havde tydeligvis mistet al momentum fra starten af kampen, og fejlene begyndte at vælte ud af ukrainerens ketcher. Det blev straffet prompte fra dansk side, og statistikken viste 17-3 i uprovokerede fejl til Yastremska, mens scoretavlen viste 6-5 til Wozniacki.

En forholdsvis kraftig vind på anlægget i Melbourne var med til at genere spillernes server, og specielt ukraineren så ud til at blive påvirket af det. Hendes normalt hurtige afvikling af spillet blev forstyrret, og nede 5-6 havde hun to muligheder for at sende første sæt i tiebreak.

Caroline Wozniacki fuldendte dog sit vanvittige comeback, da hårdt og præcist grundspil tvang Yastremska ud i endnu en fejl. Wozniacki kunne knytte næven ud mod publikummet og sin lejr med familie og manden, David Lee. Første sæt var i hus med 7-5, efter hun havde været bagud 1-5.

Skidt dansk start på andet sæt

Danskerens modstander tog en toiletpause mellem første og andet sæt, og det så ud til både at smadre noget af rytmen og momentum hos Wozniacki. Andet sæt blev indledt med et skidt parti i egen serv, hvor den danske stjerne blev brudt til nul.

Verdens nummer 21 var som forvandlet og tilbage ved det spil, der sikrede hende en fantomstart på kampen. Ukrainerens serveparti blev holdt, og heller ikke i andet sæts tredje parti lykkedes det Wozniacki at vinde et eneste point i egen serv. Det sendte ukraineren foran 3-0.

Om det var med tankerne på det store comeback i første sæt, det skal være usagt, men i hvert fald begyndte Wozniacki at løfte niveauet igen. Danskeren brød igen til 1-3, og i partiet efter fungerede serven også. Dermed var Wozniacki næsten tilbage ved stillingen 2-3 efter et servees på sidste serv.

Skrøbelig ukrainer med svingende spil

Begge spillere formåede herefter at holde serv, og så viste nerverne og skrøbeligheden sig igen hos ukraineren. Caroline Wozniacki udnyttede straks et forfærdeligt serveparti fra modsatte side, hvor fire hurtige point bragte balance i andet sæts regnskab med 4-4.

Med serven i egen ketcher kom Wozniacki igen, igen under pres, men hun formåede at afværge to break-muligheder. Den klassisk kæmpende dansker viste sit enorme vindergen, og efter et langt parti bragte hun sig foran 5-4 – ét parti fra sejren i anden runde.

Yastremska bad kampens dommer om at tilkalde en fysioterapeut, så hun kunne blive tilset. Det gav en længere afbrydelse i kampen, men ukraineren kom tilbage med en stor forbinding om venstre lår.

Dayana Yastremska modtog behandling i slutningen af andet sæt.
Dayana Yastremska modtog behandling i slutningen af andet sæt. Foto: Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

Wozniacki misbruger fem matchbolde - og vinder til sidst

Danskeren så ud til at ignorere sin modstanders mulige skade, og hun fortsatte i samme stil. Det så da også ud til, at det blot var et spørgsmål om få point, før Wozniackis sejr var i hus. Danskeren havde tre matchbolde i ukrainerens serveparti, men hun formåede ikke at lukke opgøret. Kort efter var stillingen 5-5, og sættet var igen helt lige.

Med et fuldt fokuseret blik lykkedes det Wozniacki at holde fast i storspillet og lægge pres på sin modstander, da hun servede sig til 6-5.

Flere ukrainske fejl var med til at sikre endnu en Wozniacki-matchbold, men endnu engang missede danskeren muligheden. Da hun kort efter havde femte mulighed for at lukke kampen, havde hun momentum undervejs i duellen. Den sluttede dog med, at Wozniacki sendte bolden udover sidelinjen.

Seks bliver måske det nye lykkenummer fremover hos Wozniacki. I hvert fald blev det i sjette forsøg, at kampen endelig blev lukket, da modstanderen sendte bolden ud over baglinjen.

Med sejren er Caroline Wozniacki klar til tredje runde i Australian Open.