Tennis

Piotr Wozniackis løft markerede øjeblikket, hvor han blev far på fuldtid

Piotr Wozniacki glæder sig til, at han nu kan koncentrere sig om at kun at være far og ikke længere træner for Caroline Wozniacki.

I mange år har Caroline Wozniackis tenniskarriere været det primære omdrejningspunkt i familien Wozniacki.

Et omdrejningspunkt, der nu vil blive mindre og mindre, efter den 29-årige dansker fredag morgen spillede sin sidste professionelle tenniskamp og satte et punktum for en karriere, der har budt på mange op- og nedture.

Jeg tror, at jeg skal bruge lidt mere tid på at føle det, som alle andre måske føler med det samme

Piotr Wozniacki

Langt størstedelen af oplevelserne på den verdensomspændende tennisscene har den tidligere verdenetter delt med sin far, Piotr Wozniacki, der i kraft af sin titel som træner i årevis har rejst med hende rundt til de største turneringer.

- Jeg er meget stolt. Det er ikke til diskussion, siger Piotr Wozniacki til TV 2 SPORT, efter nederlaget til tunesiske Ons Jabeur i tredje runde ved Australian Open markerede danskerens karrierestop.

I minutterne efter fredagens kamp valgte Piotr Wozniacki at løbe ind på banen, hvor han med stolthed og glæde løftede sin datter op og sagde tak for mange års samarbejde foran de knap 10.000 tilskuere på Melbourne Arena.

- Når du kigger på mig i dag, kan du se, at jeg har skiftet tøj i forhold til min træningsdragt. Fra i dag af er jeg far, siger Piotr Wozniacki.

Piotr Wozniackis glæde og stolthed var ikke til at tage fejl af i minutterne efter karrierens sidste kamp

Caroline Wozniacki annoncerede allerede den 6. december sidste år, at hun ville stoppe sin karriere, når hun havde udspillet sin rolle i dette års udgave af Australian Open.

"Jeg skal bruge mere tid på at føle det"

Det er nu sket, men selvom familien har haft over en måned til at forberede sig på netop denne dag, så kan det alligevel være svært at forstå.

- Jeg tror, at jeg er lidt anderledes. Min karakter er lidt anderledes. Jeg tror, at jeg skal bruge lidt mere tid på at føle det, som alle andre måske føler med det samme. Fordi vi er forskellige mennesker, siger Piotr Wozniacki.

- Jeg tror, at der kommer en dag, hvor vi ser tilbage. Det er meget svært at forklare med det samme, hvad vi har gjort godt eller dårligt. Jeg tror, at det kommer på et tidspunkt, siger han videre.

På de tørre tal kan familien se tilbage på en karriere, hvor Caroline Wozniacki blandt andet har ligget nummer et på verdensranglisten i 71 uger og vundet 30 titler på WTA Touren - heriblandt Grand Slam-titlen i Australian Open for to år siden.

Fremtiden er et spørgsmålstegn for familien Wozniacki

Det er ikke kun Piotr Wozniacki, der har fulgt sin datters tenniskarriere tæt. Danskerens mor, Anna Wozniacki, og storebror, Patrik Wozniacki, har også været en fast støtte, hvor de ofte har været at finde på tilskuerpladserne, når tennisstjernen har været i aktion inde på banen.

Nu venter der så en fremtid, hvor de ikke længere skal rejse rundt med et verdensomspændende tenniscirkus. En tid, som mor Anna glæder sig til.

- Vi er lettede, og vi er glade på Carolines vegne. Vi ser frem til de år, hvor vi ikke ved, hvad der skal ske. Det er et nyt kapitel i vores liv. Ikke kun i vores, men også i Carolines og i Patriks og os alle sammen som familie, siger Anna Wozniacki, der også har overskud til at se tilbage på sine børns opvækst.

- Når jeg tænker tilbage, er jeg bare stolt over, at vi har gjort et godt stykke arbejde. Ikke kun med Caroline, men generelt med vores børn. Jeg kan ikke være mere tilfreds, glad og stolt af det, vi har opnået sammen, siger Anna Wozniacki.

Caroline Wozniacki har endnu ikke løftet sløret for, hvad hun har af planer for fremtiden. Men i timerne efter karrierens sidste kamp fortalte hun, at hun formentlig ikke er helt færdig i tennisverdenen.

Familien Wozniacki på banen efter Caroline Wozniackis sidste kamp i karrieren.