Wozniackis karriere er forbi efter nederlag i Australian Open
Caroline Wozniacki fik en fremragende start på kampen, men herfra mistede hun initiativet. Selvom danskeren kæmpede bravt, tabte hun i tre sæt.
Den 29-årige tennisstjerne Caroline Wozniacki har spillet sin sidste professionelle tenniskamp i karrieren.
Tredje runde af Grand Slam-turneringen Australian Open blev endestationen, da Wozniacki fredag morgen dansk tid tabte 5-7, 6-3, 5-7 til verdens nummer 78, Ons Jabeur fra Tunesien. Kampen varede to timer og ti minutter.
Danmarks mest succesfulde tennisspiller gennem tiderne annoncerede i sidste måned, at Australian Open ville blive hendes sidste turnering. Dermed stopper det hele samme sted, hvor hun i januar 2018 opnåede karrierens største triumf med en Grand Slam-titel.
- Der går mange følelser igennem mig lige nu. Jeg er selvfølgelig trist over, at jeg tabte i dag, og jeg ikke har flere kampe tilbage. Men jeg gav alt, kæmpede og gjorde mit bedste. Jeg viste mandsmod, og mere kan jeg ikke gøre, sagde Wozniacki til Eurosport efter kampen.
Wozniackis modstander i gavehumør fra start
Fra starten af kampen pegede intet ellers mod et dansk exit. Tuneseren vandt lodtrækningen og valgte at lade Caroline Wozniacki indlede opgøret med serven. Det udnyttede danskeren til at få en god start, da hun med et stærkt serveparti bragte sig på 1-0.
Om Wozniackis modstander var i gavehumør, fordi hun også vidste, at danskeren spiller sin sidste turnering, det skal være usagt. Faktum var bare, at Ons Jabeur lavede fire store fejl i eget serveparti og serverede et break for Wozniacki, inden tuneseren fortsatte de ringe takter i danskerens serv.
Nede 0-3 var det, som om Jabeur fik styr på nerverne, og så kom hun på tavlen med et rent serveparti. Da de tunesiske slag samtidig sad inden for linjerne, fandt hun sit kreative spil frem, hvor hun gik efter vinderslagene, selvom det kostede et par uprovokerede fejl samtidig. Det udnyttede hun til at bryde Wozniacki tilbage, og så var danskerens føring reduceret.
Brudt på kritisk tidspunkt
Efter endnu et tunesisk parti blev vundet i egen serv, skulle Wozniacki ud og serve ved stillingen 3-3. Nede med en breakbold og presset tilbage på banen fandt Wozniacki tre superserver frem. Det sikrede partiet, mens ægtemanden David Lee belønnede det med stående klapsalver fra tribunen på Melbourne Arena.
Otte partier inde i kampen havde tunesiske Jabeur dog spillet sig varm, og det var tydeligt, at hun var den spilstyrende i store perioder af duellerne. Wozniacki spillede nærmest nervøst og havde svært ved at presse sin modstander tilbage på banen. Det blev straffet med et tunesisk break til 4-5 på et kritisk tidspunkt.
Break på break på break
Én ting er dog sikkert; Wozniacki giver aldrig op. Den altid fightende dansker viste stærk moral og brød straks tilbage til 5-5, inden hun dog løb ind i endnu et tunesisk break.
Tre breaks i træk blev afslutningen på en skidt perioder for serveren, da Ons Jabeur ved 6-5 gik ud og servede første sæt hjem i sikker stil.
Trods tunesisk overtag på 21-8 i uprovokerede fejl var det også Jabeur, der turde mest og udfordrede mest i sine slag.
Ét sæt fra enden på karrieren
Med sætnederlaget gik Wozniacki ind til andet sæt, velvidende at det kunne blive det sidste i hendes professionelle tenniskarriere. På den anden side var verdens nummer 78 på vej mod et stort resultat mod den tidligere verdensetter fra Danmark.
Ingen af spillerne så ud til at lade sig påvirke af situationen, da den servende spiller vandt de første fire partier af andet sæt, selvom Wozniacki havde en breakbold. Kort efter blev 2-2 også til 3-2 efter et velspillet parti af danskeren.
Et langt tunesisk serveparti med flere danske breakchancer blev ikke udnyttet, men så var det en lille trøst, at Wozniacki holdt sin serv rent og bragte sig foran med 4-3.
”Endelig” kom breaket
Efter fem breaks i første sæt skulle man helt hen til ottende parti i andet sæt, før det første break kom. Heldigvis – set med rød-hvide tennisbriller – var det Caroline Wozniacki, der udnyttede sin modstanders fejl og bragte sig på 5-3.
I det efterfølgende serveparti var Wozniacki iskold. Flot spil og tunesiske fejl var opskriften på et højt og fortjent ”COME ON!” fra danskeren, da andet sæt blev sikret med 6-3.
Skidt dansk start på afgørende sæt
Den tunesiske underdog lod sig ikke slå ud af et tabt sæt, og hun indledte tredje sæt som lyn og torden. To stærke partier i egen serv kombineret med et sikkert servegennembrud sendte Jabeur foran 3-0 – og Wozniacki faretruende nær enden på karrieren.
Caroline Wozniacki kæmpede ikke bare med at finde sit eget spil. Hun var også oppe imod det ene mirakelslag efter det andet fra en velspillende tuneser. Alligevel formåede danskeren at kæmpe videre og reducere til 1-3.
En afgørende challenge
Nede 0-30 i tredje sæts femte parti kunne Wozniacki endnu engang kigge på, da Ons Jabeur lavede et fremragende vinderslag – troede hun. Danskeren brugte en challenge, og bolden viste sig lige nøjagtig at være ude. Et vitalt point, der også vendte partiet på hovedet. Pludselig brød Wozniacki tilbage til 2-3.
Et langt og sejt serveparti senere, hvor danskeren igen var nede med breakbolde undervejs, fik Wozniacki igen bragt balance i regnskabet i det afgørende sæt.
Karrierens sidste slag er slået
Begge spillere virkede nervøse og anspændte, men formåede at holde deres serv, og så skulle Wozniacki ved stillingen 4-5 i tredje sæt serve for at holde karrieren i live. Danskeren holdt dog nerverne i ro og udlignede sættet.
Selvom Ons Jabeur fortsatte med at lave flere store fejl, så var det også hende, der turde gå efter vinderslagene, og det blev belønnet. Wozniacki blev igen sendt under maksimalt pres, da hun skulle ud og serve bagud med 5-6.
Denne gang lykkedes det ikke at holde serv for danskeren, og så blev tredje runde endestationen for årets udgave af Australian Open. Mindst ligeså betydningsfuldt markerede det også enden på en 13 år lang tenniskarriere.
For tenniselskere bliver der dog en sidste mulighed for at opleve Caroline Wozniacki i aktion. Hun har således annonceret, at hun til maj spiller en afskedskamp på dansk grund, hvor hun møder rivalen og veninden Serena Williams.