Tennis

15-årig komet i tårer efter nederlag

Cori Gauff efter sit nederlag i fjerde runde. Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

Efter mere end to timer måtte Coco Gauff kapitulere i mødet med Sofia Kenin ved Australian Open.

15-årige Coco Gauff har været en af de helt store historier ved Australian Open, men den amerikanske teenager kommer ikke til at vinde turneringen.

Søndag morgen dansk tid blev hun sendt ud af 14.-seedede Sofia Kenin i turneringens fjerde runde. Efter to jævnbyrdige sæt uddelte Gauffs landsmand et æg i tredje sæt, og derfor endte sætcifrene 6-7, 6-3, 6-0 i Sofia Kenins favør.

Efterfølgende forlod Gauff banen i Melbourne i tårer.

Når hun har sundet sig, kan hun kigge tilbage på en turnering, hvor hun har stjålet overskrifterne og atter vist, at hun er en, man skal regne med i årene fremover.

I første runde sendte hun rutinerede Venus Williams ud af turneringen, og i tredje runde blev hun den yngste nogensinde til at sende den forsvarende mester ud af Australian Open, da Gauff besejrede Naomi Osaka.

Coco Gauff er fortsat med i doubleturneringen sammen med Catherine McNally. Her er det useedede par nået til tredje runde, hvor de møder de 10. seedede japanere Shuko Aoyama og Ena Shibahara.

Wozniackis overmand videre

To dage efter at have sendt Caroline Wozniacki på pension fortsatte Ons Jabeur med at imponere, og hun skal nu møde Sofia Kenin i kvartfinalen.

Den useedede tuneser blev kvartfinaleklar ved at vinde i to sæt over 27.-seedede Qiang Wang fra Kina, der ellers havde imponeret ved at slå Serena Williams ud tidligere i turneringen.

Ons Jabeur vandt 7-6, 6-1 over Qiang Wang og står dermed foran sin første grand slam-kvartfinale i karrieren.

- Jeg er virkelig i chok, det er uvirkeligt, og jeg kan slet ikke beskrive, hvordan jeg har det, siger den 25-årige tuneser ifølge AFP.

Verdensetter i tæt kamp

Topseedede Ashleigh Barty er også klar til kvartfinalen i Australian Open.

Verdensetteren havde dog lidt problemer med at slå amerikaneren Alison Riske, men det lykkedes for Barty at vinde 6-3, 1-6, 6-4.

I kvartfinalen skal Barty møde tjekkiske Petra Kvitova.