Tennis

Wozniacki beæret over titel ved afsked: - Ingen troede på mig

Caroline Wozniacki blev hyldet ved Australian Open torsdag. Michael Dodge / Ritzau Scanpix

Wozniacki blev kåret som 'Australian Open 2020’s inspirerende kvinde', og den titel betyder meget for den pensionerede tennisspiller.

Selvom hun for seks dage siden stoppede sin tenniskarriere i Australian Open, er Caroline Wozniacki ikke glemt down under.

Således blev den 29-årige pensionerede tennisspiller torsdag hyldet på den ikoniske tennisarena Rod Laver Arena. Det var dog ikke blot for at modtage klapsalver og jubel fra det tennisgale australske publikum, at Wozniacki havde modtaget invitationen.

Australian Open-organisationen havde nemlig en kåring i ærmet til Caroline Wozniacki i form af ’AO Inspirational Woman of 2020’ – løst oversat ’Australian Open 2020’s inspirerende kvinde’. En pris, Grand Slam-turneringen uddeler for første gang.

- Det betyder virkelig meget for mig, siger Caroline Wozniacki om prisen.

- Jeg har haft mine egne udfordringer og op- og nedture. At være fra et lille land, hvor ingen troede, at jeg kunne blive nummer et i verden og vinde en Grand Slam. Så det var fantastisk. Og senest blev jeg diagnosticeret med leddegigt og var stadig i stand til at spille videre, tilføjer hun.

Caroline Wozniacki var sammenlagt nummer et i verden i 70 uger.

En rollemodel

Kåringens betydning forstærkes af, at hun gennem hele sin karriere har haft meget fokus på at være en rollemodel for den yngre generation.

Caroline Wozniacki blev kåret som ’Australian Open 2020’s inspirerende kvinde’.

- Jeg har bare prøvet at være en god person i alle henseender og forsøgt at inspirere folk i at tro på sig selv og på, at de kan gøre alt, de har sat sig for.

Hyldesten er den anden på under en uge i Australian Open. Caroline Wozniacki blev nemlig også sendt af sted mod pensionisttilværelsen med en ceremoni efter sit nederlag til Ons Jabeur i fredags. Her var hun også overvældet over interessen for hende.

Hyldet efter karrierestop

Australian Open havde forberedt en video, hvor en lang række tennisstjerner sagde farvel til danskeren, og sangen ’Sweet Caroline’ var fast soundtrack til danskerens sidste dag som professionel tennisspiller. Også i Danmark tog Wozniackis sidste tenniskamp overskrifter, og det betød meget for hende.

- Det har været rigtig rart at vide, hvor mange der har fulgt mig, hvor mange jeg har betydet noget for, og hvor mange der har siddet midt om natten og har set mine kampe. Det har været ret cool, siger Caroline Wozniacki til TV 2 SPORT.

Caroline Wozniacki spiller en showafskedskamp mod Serena Williams i Royal Arena den 18. maj.