Djokovic var svimmel i en af sine hårdeste finaler

16x9
Serbias Novak Djokovic under Australian Open-finalen mod Dominic Thiem. Foto: William West / Ritzau Scanpix

Novak Djokovic følte sig skidt tilpas og var på kanten af nederlag, men vandt alligevel Australian Open.

Søndag vandt serberen Novak Djokovic Australian Open for ottende gang i karrieren, men han måtte igennem en af sine hårdeste finaler, inden han havde besejret østrigeren Dominic Thiem i fem sæt.

Min energi kollapsede helt.

Novak Djokovic

Efter fire timers tennis lød cifrene 6-4, 4-6, 2-6, 6-3, 6-4.

Djokovic lignede en taber efter at have været nedspillet i tredje sæt, og han erkender, at han havde det dårligt i den australske hede.

Han tøvede ikke med at kalde det "en af de hårdeste finaler, han havde spillet i Australian".

- Min energi kollapsede helt. Jeg begyndte at føle mig svimmel, når jeg kastede bolden op. Jeg forstod ikke, hvad der skete, siger Novak Djokovic på pressemødet efter kampen.

- Jeg var på kanten til at tabe kampen, og jeg havde det ikke godt. Dominic dominerede fra baglinjen, men så genfandt jeg styrken til at komme igennem fjerde sæt, og i femte sæt kunne alt ske, fortsætter serberen.

Den 26-årige Thiem spillede drømmetennis undervejs, men det blev heller ikke i hans tredje grand slam-finale, at en sportens fire største trofæer kom i hus. De seneste to år har han tabt i French Open-finalen til Rafael Nadal.

- Der er ikke så meget, jeg kunne have gjort anderledes. Heller ikke i de to sidste sæt, hvor jeg gav alt. Man laver selvfølgelig små fejl her og der, men det blev afgjort på små marginaler, og jeg ærgrer mig ikke over noget, siger Thiem.

Han vandt i kvartfinalen over Nadal i fire sæt og viste også i finalen, at han kan bide skeer med sportens "Big Three", som ud over Djokovic og Nadal også tæller Roger Federer.

- Novak er en af de tre spillere, der med længder er de bedste spillere nogensinde. Jeg er bare glad for, at jeg kan konkurrere med dem.

- Jeg håber, at jeg får min første grand slam-titel, mens de stadig spiller, for så vil den tælle mere, lyder det anerkendende fra østrigeren.

Djokovic nåede med triumfen søndag op på 17 grand slam-titler. Federer og Nadal har henholdsvis 20 og 19.