Tennis

Kontroversiel legende følte sig diskrimineret af forbund

Margaret Court ser ikke just tilfreds ud ved årets Australian Open, og det var den 77-årige tidligere heller ikke ifølge hende selv. Issei Kato / Ritzau Scanpix

Margaret Court er på ingen måde tilfreds med den behandling, hun fik af det australske tennisforbund under det nyligt overståede Australian Open.

Ingen tennisspiller har vundet flere Grand Slam-titler.

24 styk blev det til for Margaret Court i 1960'erne og 1970'erne, og hun anses som en af de største i kvindetennissens historie.

Men den nu 77-årige australier føler ikke, at tennisforbundet i hjemlandet anerkender hende nok - snarere tværtimod.

- Der bliver peget fingre af mig, og de forsøger at diskriminere mig i alt, hvad jeg gør. Det, synes jeg, er meget trist, siger Court til det lokale medie Nine Network ifølge Reuters.

Har delt vandene med sit syn på homoseksuelle

Akkurat som hun delte æg ud på tennisbanen, har Margaret Court uden for stregerne delt vandene efter sin aktive karriere.

I sin efterfølgende stilling som præst har hun fået en blakket ry for flere kontroversielle udtalelser om homoseksuelle og transkønnede.

For tre år siden udtalte hun, at tennissporten er fyldt med lesbiske, mens hun også har prædiket mod transkønnede atleter og stemplet undervisningen i LGBT-rettigheder som "djævlens værk".

Kontroversielle kommentarer og holdninger, der har fået stor kritik i tennisverdenen blandt andet fra John McEnroe:

- Margaret Court er faktisk en bugtaler, der bruger biblen som en dukke til at sige, hvad hun vil, har amerikaneren, der selv nåede at vinde syv Grand Slam-titler, sagt.

McEnroes udtalelser kom under årets Australian Open. Undervejs blev 50-året for Margaret Courts 'Golden Slam' (når en spiller vinder alle fire Grand Slams i et kalenderår) nemlig markeret inden en kamp.

Men den markering levede ikke op til Courts forventninger, da hun ikke fik en mikrofon at tale i.

- Jeg tror, det er fordi, de troede, at jeg som præst ville prædike fra biblen, siger hun.

Foreslog fjernelse af stadionnavn

Det australske tennisforbund er forundret over Margaret Courts kritik, da hun og hendes familie ud over 100 fribilletter til turneringen også fik betalt mad og transport til Australian Open.

- Vi er meget skuffet over at høre hendes klager. Ingen af dem blev udtrykt til os, mens hun var til Australian Open, skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Margaret Court havde sin mand og 16 familiemedlemmer med til turneringen i Melbourne. Her var hun som skrevet nede på banen for at modtage en kopi af Australian Open-trofæet på Rod Laver Arena af netop Rod Laver, som det største stadion er opkaldt efter.

Den næststørste bane hedder Margaret Court Arena. Noget som legenderne John McEnroe og Martina Navratilova har kritiseret og foreslået ændret til 'Evonne Goolagong Arena' opkaldt efter en anden australsk tidligere mester.

De to amerikanere gik endda sammen på banen med et banner under en opvisningskamp.

Det har efterfølgende kastet kritik af sig fra arrangørerne af Australian Open og selvsagt også fra Margaret Court:

- Uanset hvad jeg tænkte om en person, ville aldrig sige: "Hey, I bør fjerne den persons navn på en bygning eller en tennisarena."

- Jeg synes, det er meget forkert at gøre, siger Margaret Court.